Zalando er havnet i problemet, fordi de ikke har haft styr på deres markedsføring.
Bæredygtighed er noget, der er kommet mere i fokus de seneste år. Derfor er det også blevet populært for virksomheder at inkludere dette i deres markedsføring.
Der er dog ikke frit slag på dette punkt, da der naturligvis er regler på området, som skal overholdes. Og netop dette har Zalando ikke været gode nok til at gøre.
Derfor er de blevet tvunget til at fjerne ‘vildledende bæredygtighedsikoner og bæredygtighedsudsagn’ på deres hjemmeside.
Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Hvis man skal skilte med sådanne ting på sin hjemmeside (eller andre steder), så kræver det dokumentation. Hvis man ikke kan levere dette, så er det ikke tilfældet at benytte sig af de bæredygtighedsikoner, -filtre og -udsagn.
Da Zalando ikke har været i stand til at levere tilstrækkelig dokumentation, har det nu fået konsekvenser for dem. De har derfor været nødt til at fjerne de forskellige ikoner og udsagn, så de ikke længere fremgår af deres hjemmeside.
“Virksomheder skal kunne dokumentere de miljømæssige fortrin, de markedsfører sig med, så forbrugerne kan stole på dem. Benytter en virksomhed generelle udsagn med videre om klima, miljø eller bæredygtighed i deres markedsføring, er der strenge krav til dokumentation,” siger Forbrugerombudsmand Torben Jensen i pressemeddelelsen.
Hvis der er steder på deres hjemmeside, hvor de kan give deres kunder et indtryk af, at en given vare har en miljømæssig eller etisk fordel, skal denne påstand være underbygget med noget konkret. Er det ikke det, så skal det fjernes.
Samtidig har virksomheden også fået besked på, at de skal fjerne bæredygtighedsudsagn og -ikoner fra virksomhedens filterfunktion.
Hvis de ønsker at gøre kunderne opmærksomme på, at der har været fokus på bæredygtighed, så skal de gøre det på en anden måde. Det kan f.eks. gøres ved at skrive, hvor mange procent af et produkt, der stammer fra genbrugsmaterialer.
“Vi anbefaler derfor virksomheder at være så konkrete som muligt. På den måde bliver risikoen for at vildlede forbrugerne mindre, mens udsagnene bliver lettere for virksomhederne at dokumentere,” siger Torben Jensen.
Det er ikke kun hos Forbrugerombudsmanden, at denne sag har været på bordet. Derimod er den blevet til i et samarbejde med Europa-Kommissionen og de forbrugerbeskyttende myndigheder i Tyskland, Norge og Sverige, skriver B.T.