Det er tid til at tjekke e-Boks.
En besked i e-Boks kan indeholde en masse forskellige ting, men fælles for dem alle er, at de er værd at læse igennem.
Meddelelsen kan indeholde kedelige beskeder, herunder bøder eller gæld til skat, men den kan også indeholde noget mere harmløst som en lønseddel eller en række praktiske informationer.
Hvis du ikke har haft din e-Boks åben i et stykke tid, så kan det være, at der venter dig en ubehagelig overraskelse.
De danskere, der har haft et mellemværende med fogedretten, skal nemlig se at få tjekket den digitale postkasse i en fart.
Syd- og Sønderjyllands Politi forbereder nemlig en politiaktion rettet mod skyldnere til fogedretten i Tønder kommune. Derfor lyder advarslen i en pressemeddelelse: Få afregnet nu eller risiker at blive anholdt.
”Hvis man skylder penge og er indkaldt til at møde i fogedretten, og så ikke er dukket op til retsmødet, vil man blive eftersøgt. Det betyder, at man risikerer at blive anholdt og fremstillet i fogedretten,” siger politikommissær John Christiansen.
Fornylig opsøgte politiet 14 borgere i Tønder Kommune og fortalte dem om den kommende fogedaktion. Det har foreløbig fået 12 af dem til at tage kontakt til Fogedretten.
Den planlagte fogedaktion gennemføres inden længe og politikommissær John Christiansen sender derfor en kraftig advarsel til de skyldnere, som ikke har fået tjek på deres mellemværende med fogedretten:
”Vi opsøger borgerne, der hvor vi regner med at kunne finde dem, så det kan både være derhjemme eller på arbejdspladsen. Mit råd er, at man får betalt det skyldige beløb eller får lavet en aftale med fogedretten om, hvordan gælden kan betales. Så slipper man for at blive hentet af betjente derhjemme eller på arbejde. Politiet vil også gerne bruge tiden på andet end at anholde skyldnere,” siger John Christiansen.