Nyheder24.dk
Forside Nyheder Nationalbanken afslører: Så rig er den gennemsnitlige dansker

Nationalbanken afslører: Så rig er den gennemsnitlige dansker

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Den gennemsnitlige dansker mangler ikke noget ifølge Nationalbanken.

Danskernes samlede opsparing har nået hidtil usete højder.

Ifølge nye tal fra Nationalbanken havde den gennemsnitlige dansker over 18 år i april måned hele 246.000 kroner stående på en indlånskonto.

Det bringer den samlede opsparing op på rekordhøje 1.187,7 milliarder kroner.

Opsparingen steg alene i april med næsten 20 milliarder kroner, og over det seneste år har der været en samlet stigning på 70,4 milliarder kroner.

Sådan skriver B.T.

“Man må nærmest lige holde fast i bordkanten, når man ser, hvor meget danskerne nu samlet set har stående i banken. For det er et svimlende beløb”, lyder det fra Anne-Louise Lindkvist, der er kunderådgivningschef i Sampension.

Flere ting spiller ind

B.T. skriver videre, at flere faktorer har bidraget til den markante stigning i danskernes opsparinger.

For det første blev der udbetalt 26 milliarder kroner i overskydende skat i april, hvilket har haft en betydelig indvirkning. Derudover har lønmodtagerne oplevet pæne lønstigninger, og beskæftigelsen har tilmed nået nye højder.

Virksomhedsudbytter, der blev udbetalt i april, samt afslutningen på negative renter på indlånskonti, har også hjulpet danskernes opsparing på rette vej.

Anne-Louise Lindkvist vurderer, at 1.200 milliarder kroner er inden for rækkevidde i de kommende måneder, hvis trenden fortsætter.

“Det kunne samlet set pege i retning af, at rekordernes tid for bankopsparingen ikke vil være forbi lige foreløbig”, siger hun.

Den store opsparingsbølge, der i øjeblikket bevæger sig i den rigtige retning, indikerer, at danskerne som helhed styrker deres finansielle situation.

Ads by MGDK