Når man sætter tænderne i en burger, forventes man at blive mødt af en saftig bøf og et virvar af smage. Men det var ikke tilfældet for denne kvinde.
Lige nu læser andre
Mandag aften lagde en dansk kvinde ved navn Sidse Buck vejen forbi Burger Shack i Carlsberg Byen, hvor hun bestilte en Vegan Shack-burger. Men da hun tog en bid af burgeren, var oplevelsen ikke helt, som hun havde regnet med.
Tværtimod endte hun med at få sig lidt af et chok, da hun fandt ud af, hvad der gemte sig i hendes burger. Den indeholdt ganske vist en vegansk bøf, syltede rødløg m.m. Men det var ikke alt.
“Jeg får noget hårdt i munden og tror, at der er glasskår i min burger. Så spytter jeg det ud og opdager, at der er 13 hæfteklammer i den,” fortæller hun til Ekstra Bladet.
Hun beslutter sig for med det samme at vende tilbage til restauranten for at klage. Her bliver hun mødt af to medarbejdere, der både er forundrede og i chok. Men restaurantchefen, der er med via telefon, havde ifølge Sidse Buck ikke samme reaktion.
Restaurantchefen hævdede nemlig, at de slet ikke havde flere hæfteklammer, hvorfor de ikke kunne være fra deres restaurant. Samtidig påstod restaurantchefen, at der ikke var noget, de kunne gøre for Sidse Buck. I stedet blev hun opfordret til at sende en mail, hvis hun ville klage.
Ekstra Bladet har desuden været i dialog med Burger Shacks direktør, Christian Tønnesen, der bakker op om restaurantchefen. Han siger, at de slet ikke bruger hæfteklammer, hvorfor de ikke kan være fra deres restaurant.
“Vi har ikke hæfteklammer i butikken, så vi aner ikke, hvad hun taler om,” siger han til Ekstra Bladet.
Derfor er han heller ikke villig til at give en form for kompensation eller undskyldning til Sidse Buck. Med egne ord siger han, at han ‘ikke vil finde sig i det’, og at han ikke vil undskylde, hvis kunder hævder, at der ‘på magisk vis er kommet mærkelige ting ned i maden’.
Selvom de hos Burger Shack er af den klare opfattelse, at de 13 hæfteklammer ikke kan være fra en af deres restauranter, har Sidse Buck valgt at gemme den halvspiste burger i sit køleskab. Hun har nemlig tilbudt Burger Shack, at de kan få den, hvis de ønsker at undersøge den nærmere.