Jakob Ahlmann om Okores røde kort: Håber vi kan undgå sådan nogle kendelser fremover

AaB
Foto: AaBsport.dk
Der var masser af drama i gårsdagens opgør på Ceres Park mellem AGF og AaB. Den nordjyske klub fik hevet et enkelt point med hjem, selvom opgaven blev besværliggjort af et tvivlsomt rødt kort efter 30 minutters spil.

Lige nu læser andre også

AaB gæstede i går AGF i en af Superligaens mest underholdende kampe denne sæson, der både havde mål, straffespark, rødt kort og masser af drama med sig.

Selvom AaB allerede efter en halvtimes spil blev reduceret til 10 mand, lykkedes det dem at afværge et nederlag, og de kunne dermed tage hjem til Aalborg med opløftede pander og et enkelt point. Det krævede en stor præstation, og sådan en var Jakob Ahlmann glad for, at de kunne levere.

”Det er frustrerende at gå rundt derinde og være i undertal. Det betyder rigtig meget, men vi klemte ballerne sammen, spændte brystkassen frem og så leverede vi en stor præstation,” lyder det fra Ahlmann, der mener resultatet nok var meget fair.

”Havde vi haft rigtig meget tur i den, så kunne vi måske have vundet, men vi skal heller ikke glemme, at Rinne har en kæmpe redning til sidst, og så har de noget småspil tæt under på et par gange og et frispark på stolpen. Så overordnet set skal vi være ret tilfredse med et point,” lyder det fra AaB-spilleren.

Overbevist om, at det var en fejldom

Situationen med det røde kort til Jores Okore, har der været nævnt meget om i medierne siden i går aftes, men de fleste er enige i, at der hverken var straffespark eller skulle gives et rødt kort.

Jakob Ahlmann stod selv placeret rigtig tæt på hændelsen, og hans første indskydelse var, at det var en fejldom.

”Sådan som jeg ser situationen, er jeg overbevist om, at det er en fejldom. Jores bliver væltet lidt først, og angriberen falder med oven i. Efter vi har set den igen, er det ikke helt tydeligt, hvad der er op eller ned, men når man ser ham pege på plettet og hive det røde kort frem, så ligner det, at kampen allerede er afgjort,” fortæller Jakob Ahlmann.

Hvad sagde dommeren til jer vedrørende kendelsen?

”Det kan jeg ikke helt huske. Pulsen var høj derinde, fordi vi vidste, hvad kendelsen kunne betyde for os, men umiddelbart så prøvede han at forsvare det på banen, og jeg ved ikke, om han har sagt noget, efter at han har set den på video. Det skal vi heller ikke lægge for meget i, det ændre ikke noget. Vi kom af sted med et point og så håber vi på, at vi kan undgå sådan nogle kendelser fremover.” slutter AaB-spilleren til Aalborg24.

AaB’s næste opgave er søndag den 28. oktober hjemme på Aalborg Portland Park, hvor der er nordjysk derby mod oprykkerne fra Vendsyssel F.F.

 

Anbefalet til dig