130.000 danskere har fejl i deres pas: Rigspolitiet opfordrer til at bytte det

Advarsler
Foto: Shutterstock
Mere end 130.000 danskere har fejl i deres pas. Derfor opfordres de til at bytte det hos Borgerservice.

Lige nu læser andre også

Hele 130.205 danskere render rundt med et pas, der er fejlbehæftet, hvorfor de opfordres til at bytte passet hos Borgerservice hurtigst muligt. 

Det oplyser Rigspolitiet ifølge Politiken

Ifølge TV2 er der tale om en fejl, hvor der er blevet byttet om på venstre og højre fingeraftryk i passet.  

Det er omtrent et halvt år siden, at det for første gang blev meldt ud, at der var flere hundredetusinde danske pas, der har den føromtalte fejl. 

Dengang blev det af Rigspolitiet meldt ud, at 208.000 danskere havde et pas, hvori der var blevet byttet om på højre og venstre fingeraftryk. Allerede dengang opfordrede Rigspolitiet til, at man hurtigst muligt fik det byttet. 

Langt fra alle har dog sørget for at få det gjort, hvorfor der fortsat er mere end 130.000 danskere, der går rundt med et pas med fejl i. Det betyder, at der er omtrent 80.000 danskere, der har sørget for at få deres pas byttet, som de er blevet opfordret til. 

Er du blandt dem, der har et fejlbehæftet pas, hvor der er byttet om på højre og venstre fingeraftryk, bør du bytte det på Borgerservice hurtigst muligt. Normalt koster det penge at få et nyt pas, men i dette tilfælde foregår ombytning kvit og frit. 

TV2 skriver, at der på nuværende tidspunkt ikke vil opstå problemer, hvis du forsøger at rejse ind i et land med passet. Der er nemlig ikke nogen kontrol af fingeraftryk ved grænsen. 

Det kan dog komme i fremtiden, lyder det fra Rigspolitiet, og derfor er det en god idé at få byttet sit pas, da man dermed er forberedt på dette, såfremt det skulle ske.

"På sigt vil andre lande få mulighed for at udlæse fingeraftryk fra danske pas. Når denne mulighed er implementeret, kan der være lande, hvor der vil være en risiko ved at rejse med et pas, hvor fingeraftrykkene er ombyttet," skriver Rigspolitiet i en mail til Politiken. 

Anbefalet til dig