I mange familier - især med småbørn - er natlampen fast inventar.
Den populære kanin-lampe 'Miffy first light' er også at finde i mange danske hjem med småbørn. Men nu lyder der en advarsel, for en af modellerne udgør en risiko for brandfare.
Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Sikkerhedsstyrelsen har modtaget underretning om, at der er mangler ved produktet. Underretningen kan komme fra fabrikanten, importøren, distributøren eller andre landes myndigheder. Manglerne kan vedrøre indretning, dokumentation eller mærkning.
Der er tale Miffy First Light LED lamper med blå bund.
Foto: Sikkerhedsstyrelsen
Kan overophede
Producenten af Miffy designerlamper har fundet frem til, at batterierne i nogle af Miffy First Light designerlamper kan overophede og dermed udgøre en fare.
Denne risiko drejer sig udelukkende om modeller produceret i 2017 og 2018 og som har numrene "Mr LED 11" eller "Mr LED 11A". Numrene og produktionsår kan ses i bunden af lamperne.
Producenten opfordrer derfor alle forbrugere som har købt lamperne til at kontrollere produktionsår og modelnummer i bunden af lampen, og hvis man er i besiddelse af en af de berørte modeller skal man tage kontakt til producenten, som vil fremsende en ny bund, hvor der ikke er risiko for overophedning.
Du kan læse nærmere om hvordan du kontakter producenten, og hvordan du kan kontrollere dit produkt via følgende link: https://www.mrmaria.com/bluemodule/.