Nu beder Agria Dyreforsikring i en pressemeddelelse hest-ejere om at være opmærksomme.
"Syge føl er ofte forbundet med feber og akut sygdom, men faktum er, at et par af føllets mest almindelige diagnoser er bukkehov og andre benstillingsfejl, viser data fra Agria Dyreforsikring. Når man opdager benstillingsfejl på føllet, er det ekstremt vigtigt at kontakte dyrlæge og smed så hurtigt som muligt, men et godt råd er også, at man kan tage et billede af føllet dagligt, så man kan følge udviklingen," skriver Agria Dyreforsikring.
"Som opdrætter er det selvfølgelig en streg i regningen, når føllet er født med skæve ben eller udvikler bukkehov, men faktum er, at det ofte er muligt at rette op på," siger Jon Vedding Nielsen, dyrlæge hos Agria Dyreforsikring.
Jo tidligere en forkert benstilling tilses og behandling igangsættes, jo bedre betingelser har føllet for at kunne vokse op og blive en holdbar hest med korrekt benstilling.
Født med forkert benstilling
Føl kan fødes med benstillingsfejl; de mest almindelige er kalveknæet, kohaset, hjulbenet, indfodet, fransk benstilling og sabelbenet. Hvis et føl er født med forkert benstilling, er det vigtigt at få sat føllet i behandling hurtigst muligt – efter to måneder kan det være for sent at rette noget i tåregionen. Benstillingsfejl kan skyldes hurtig vækst, halthed, vækstlinjebetændelse, for lidt eller for meget motion m.m. I de første måneder kan føllet udvikle bukkehov, mens senestyltefod oftest udvikles, når hesten vokser som plag.
Den mest almindelige benstillingsfejl hos føl er bukkehov. En bukkehov er en hov, der er stejl i tåvæggen og brudt fortil i hovleddet. Dragterne kan ikke trædes i jorden, og bøjesenerne føles meget stramme.
Bukkehov er oftest en tilstand, som udvikler sig over få uger til måneder, i mange tilfælde fordi føllet har smerter i benet og derfor ikke træder igennem.
Samarbejde med dyrlægen
Det vigtigste ved en benstillingsfejl er at have et tæt samarbejde med både dyrlægen og smeden, for at det bliver godt. Benstillingsfejl kan korrigeres på forskellige måder, bl.a. beskæring, anlæggelse af kunsthorn, små følsko med vinge og kile som limes på hoven, smertestillende medicin og kontrolleret motion.
Der er ikke meget forskning i, hvorfor føl er født med forkert benstilling. Nogle hingstelinjer ser ud til at arve bløde koder i større grad, mens andre har flere tilfælde af bukkehov. Grunden til, at et føl fødes kohaset, kalveknæet eller windswept er normalt, at føllet har ligget forkert i hoppens mave.
- Et tip til alle, der får et føl med forkert benstilling, er at fotografere det hver dag for at se ændringer. Ændringerne sker hurtige på føl, både i den rigtige og i den forkerte retning!
At have hoppe og føl på en klinik bliver hurtigt dyrt, og derfor har Agria en særlig forsikring for dem, der venter føl – Agria Foster/Føl Forsikring. Forsikringen omfatter både en livsforsikring, men også en sygeforsikring for føllet i de første 30 levedage.
Almindelige benstillingsfejl hos føl:
- Kohaset eller kalveknæet
Føls benstilling ligner et X forfra eller bagfra, det vil sige knæene eller haserne er tætte på hinanden, mens hovene har lang afstand mellem dem. Ofte kan kohaset eller kalveknæet rette sig selv, men man skal have regelmæssig kontakt med dyrlæge og smed for at kunne få gang i behandlingen i tide. I dette tilfælde består behandlingen af restriktiv motion og evt. kirurgi, hvis føllet ikke retter sig.
- Windswept
Føllet er født, så det ser ud, som om føllet er i kraftig vind og benene bøjer sig for vinden i én retning, deraf navnet Windswept. Ofte retter benene sig ud inden for et par uger, men det er vigtigt at have en tæt dialog med en dyrlæge for at kunne behandle føllet, inden det er for sent.
- Bløde koder
Det er ganske almindeligt, at føl fødes med bløde koder, hvilket medfører, at føllet går på koderne i starten. Normalt retter det sig selv efter et par dage eller op til en uge. Hvis føllet går på sine koder, er det meget vigtigt at sørge for, at det ikke får sår, som der nemt kan gå infektion i. Sørg for en tæt dialog med dyrlægen, hvis føllet har bløde koder.
- Bukkehov
Bukkehov kan udvikle sig, hvis føllet vokser for hurtigt og betyder, at den dybe bøjesene bliver for kort, hvilket betyder, at føllet vil stå på tåen. Bukkehov er mest almindeligt på føl, der er 1-5 måneder gamle. I lette grader kan problemet løses ved at lægge en tåsko på det pågældende ben, smertebehandle og derefter give føllet boksro, hvoraf nogle timer bør tilbringes på hård bund. Føllet trækkes ved hånd minimum en gang dagligt. Hvis der ikke i løbet af 2-3 uger ses bedring ved anlæggelse af tåsko, bør føllet opereres. Hvis tilstanden er så alvorlig, at hoven peger bagud, skal føllet straks opereres. Ved operation overskæres støttebåndet til den dybe bøjesene, og efter operation anlægges tåsko. Efter operationen går føllet fuldstændigt normalt på hoven.
- Senestyltefod
Typisk udvikles denne benstilling hos plage. Behandlingen består af både beskæring og sygebeslag, hvor tåen forlænges og dragten hæves, så den overfladiske bøjesene og gaffelbånd belastes. I vanskelige tilfælde kan kirurgi være en mulighed.