Det er ingen hemmelighed, at man skal køre efter forholdene. Det er heldigvis børnelærdom for de fleste, når de endelig får kørekortet og kan vinkefarvel til køreskolen.
Nu understreger Østjyllands Politi, at det også gælder, når der er tåget. Når tågen er tæt, stiller det nemlig andre krav til bilisterne. Advarslen kommer på en ærgerlig bagkant, da der tirsdag morgen er indtruffet flere uheld af netop denne grund.
Det får nu politiet til at advare.
"Vi har her til morgen haft flere færdselsuheld i den sydlige del af politikredsen, hvor der var tåget fra morgenstunden," skriver Østjyllands Politi i et opslag på det sociale medie Twitter.
Husk særligt en ting
Tågen kan nemmest forklares som skyer, der dannes tæt ved jorden. Tågen opleves særligt tit ved søer og kyststrækninger tidligt om morgenen eller om aftenen.
Tågen nedsætter sigtbarheden for bilister, og gør det svært at se farer. Det bliver også sværere atvurdere de andre bilers kørsel. Det er baggrunden for, at Østjyllands Politi nu advarer.
"Husk nu at få tændt baglygterne, hvis din bil ikke selv gør det, når det er tåget," skriver Østjyllands Politi, inden de tilføjer:
"Ellers risikerer du først at blive set, når det er for sent!"