Har du planer om at tage en dukkert ved en dansk strand? I så fald er det vigtigt, at du passer på.
Vandet er nemlig fyldt med såkaldte fjæsinger, fortæller marinebiolog og akvariechef ved Øresundsakvariet, Jens Peder Jeppesen, til TV 2 Lorry.
Det er vigtigt, at man er opmærksom på fjæsingerne, da det er en giftig fisk, hvis stik kan gøre voldsomt ondt. Man støder primært på dem ved kysten i Øresund og Storebælt.
Fiskene er elsket for både sit kønne ydre og smagfulde kød. De er dog i lige så høj grad hadet for sine giftpigge, som gør voldsomt ondt at blive stukket af.
"Hvis man bliver stukket, så gør det afsindig ondt. Det er virkelig en voldsom smerte. Man har oplevet nogle gange, hvor badegæster ude på dybere vand er blevet så chokeret over smerten, at de næsten er ved at drukne," fortæller Jens Peder Jeppesen.
Han afslører, at man kan risikere at blive ramt i en nerve. Sker det, vil smerten sprede sig til hele kroppen, hvilket er en afsindigt smertefuld oplevelse.
"I nogle tilfælde kan stikket fra fjæsingen være så uheldigt, at den rammer en nerve. Så kan det faktisk sprede sig til resten af kroppen," fortæller han.
Inden man kaster sig ud i at bade ved en dansk strand, er det derfor en god idé at lære om fjæsingens adfærd. Derudover er det også en god idé at have viden om, hvordan man garderer sig mod den.
Ifølge Jens Peder Jeppesen løfter den sin pig, når en fod kommer hen over den. Dermed får man piggen direkte op i foden, hvis man træder på den. Han fortæller, at man bedst garderer sig mod fjæsingen ved at iføre sig badesko.
Heldigvis bliver fjæsingen ofte skræmt ud på dybere vand, når badegæsterne kommer. Derfor kan det være en fordel ikke at være den første, der løber ud i vandet.