Siden stormen søndag bankede ind over Danmark, så har det lille land højt mod nord været særdeles vejrmæssigt udfordret. Selvom vinden for en stor del af landets befolkning er løjet af, så ser det imidlertid ikke ud til, at det er ensbetydende med at vejret begynder at arte sig. Nærmere tværtimod. En del af landet lider nemlig fortsat under de følgevirkninger, som stormen har bragt med sig.
Det får nu Danmarks Meterologiske Institut til at udsende et såkaldt kategori 3-varsel. Ifølge DMIs egen defintion, så betyder et varsel i denne kategori, at borgerne børe følge myndighedernes råd og være forberedt på, at der er høj risiko for, at vejrudviklingen kan påvirke en selv og de nærmeste omgivelser, ligesom det formentlig vil forstyrre samfundets funktioner.
Med andre ord er det altså ikke et hvilket som helst varsel, der her er tale om.
Vandet stiger
Indtil onsdag middag vil det fortsat være blæsende. Frisk vind til kuling fra vestlige retninger, stedvis med vindstød op til stormstyrke. Det betyder at der flere steder vil være forhøjet vandstand især forbindelse med højvande. Ved de kommende højvande i nat og tirsdag eftermiddag ventes i Vadehavet mellem 2.0 og 3.0 m over normal vandstand, og ved højvandene over den centrale Vestkyst ventes mellem 2.0 og 2.25 m over normal vandstand.
Især i Limfjorden forventes vandstanden at stige en del, så den formentligt står noget højere en normalt.
Den kraftige og langvarige vind sender nemlig også vand ind i Limfjorden, og derfor kommer der en længere periode med forhøjet vandstand. Der ventes mellem 1.3 og 1.8 m over normal vandstand. Vandstanden ventes først at aftage natten til torsdag.
Danmark ligger også de kommende dage i det kraftige vestlige vindområde, som råder syd for lavtrykkene, der befinder sig over mellem Island og Nordskandinavien. Torsdag vil et nyt lavtryk nærme sig Danmark. Men denne gang bevæger det sig ind i Nordsøen og videre til de sydlige Danmark, derved aftager vindpresset mod Danmark og dermed de forhøjede vandstande.
Så med andre ord: Find paraply og gummistøvler frem fra skabet og sørg for at holde dig opdateret på vejrsituationen, hvis du skal ud under åben himmel.