Har du planer om, at efterårsferien skal foregå udendørs, skal du huske at medbringe regnfrakken i de kommende dage.
Det er nemlig forventeligt, at efterårsferien bliver en våd én af slagsen, hvilket er noget, som særligt Jylland får at mærke. Her kan man nemlig forvente vedvarende regn allerede fra natten til onsdag. Det oplyser DMI til Ekstra Bladet.
"Det begynder tirsdag aften at regne kraftigt over Jylland og så varer det hele onsdagen," siger Anja Bodholdt, der er vagthavende hos DMI.
"Jeg kan ikke udelukke, at der kan være faldet op til 60 millimeter nogle steder. Det er i hvert fald store mængder, der kommer i løbet af det døgns tid," fortsætter hun.
Det betyder dog ikke, at den østlige del af landet kan se sig helt fri for regn. Ganske vist ser det ud til, at de slipper for voldsom regn onsdag, men til gengæld forventes det, at regnen vil tage til torsdag.
Af DMI's 7-døgnsudsigt fremgår det desuden, at det bliver en efterårsferie, der kommer til t byde på typisk efterårsvejr med mange skyer, blæst og regn i perioder.
Onsdag skiller sig ud med milde temperaturer, men bliver dog en våd og blæsende dag. Torsdag passerer en koldfront Danmark, hvilket markerer et skifte til en periode med både koldere og mere blæsende vejr.
Ifølge DMI er der større usikkerhed om, hvor stor mængde regn, man skal forvente i løbet af torsdag. Flere prognoser viser dog, at danskerne næppe skal forvente at kunne hænge regnfrakken tilbage i skabet i løbet af torsdagen.
Dette gør sig også gældende i Jylland, hvor det værste kommer tirsdag og onsdag, men heller ikke torsdag kommer man i det jyske til at slippe helt for regn.
I løbet af torsdag aften og nat klarer det, men der kan fortsat komme byger. Fredag forventes der nogen sol, men ud på dagen kommer der også byger nogle steder. Disse byger han tilmed være med hagl.