Siden den 3. december er 13 personer blevet syge af bakterien kaldet STEC. Bakterien er en E. coli bakterie, som kan give blodig diarré - og i værste fald blødnings forstyrrelser og nyresvigt.
Der er blevet registreret nyesvigt hos tre børn, som følge af bakterien.
Det oplyser Statens Serum Institut.
Hos Fødevarestyrelsen er man derfor også lige nu ude med en advarsel. Man kan nemlig selv gøre noget for at undgå smitten.
"STEC kan komme fra bl.a. oksekød og grønt. Hvis du gennemsteger hakkebøffen, burgerbøffen, kødbollerne m.m., så dræber du eventuelle bakterier, som kan gøre dig syg. Hakkebøffen er helt gennemstegt, når den er gennemvarm og ikke er rosa indeni. Husk også at vaske hænder, når du har rørt ved råt kød, og undlad at smage på den rå fars eller det rå hakkede kød til hakkebøffer," lyder det i et opslag fra Fødevarestyrelsen.Alvorligt
Hos Statens Serum Institut beskriver man udbruddet som et alvorligt udbrud.
”Det er et alvorligt udbrud, da denne type af toksinproducerende E. coli i nogle tilfælde kan give akut nyresvigt. Vi er specielt opmærksomme, da der her i december blev rapporteret tre børn med akut nyresvigt. Patienter med alvorlig diarré, især blodig diarré, bør søge læge for at få en korrekt diagnose”, siger Epidemiolog Luise Müller fra SSI. Hun fortsætter:
”Da vi endnu ikke kender smittekilden til dette udbrud, er det bedste råd, vi kan give, at man skal huske at gennemstege hakket kød og skylle frugt og grønt grundigt, inden man spiser det. Det er også vigtigt, at adskille råt kød fra spiseklar mad, for eksempel salat, som ikke bliver varmebehandlet, før det spises.”
For at finde ud af hvad der kan have gjort patienterne syge, bliver der gennemført interview med patienter eller forældre til patienter for at indhente oplysninger om fødevareindtag, institutionskontakt, dyrekontakt og andre relevante eksponeringer.
Udbruddet efterforskes af SSI i et samarbejde med Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet.