Snart kan fartgræsen falde for bilister i danske byer. Det fortæller Transportministeriet onsdag i en pressemeddelelsen. Årsagen er, at transportminister Benny Engelbrecht (S) vil give kommunerne større mulighed for at sætte farten ned på lokale strækninger.
Det kan betyde, at byzoner med 40 kilometer i timen meget vel kan knopskyde rundt omkring i landet inden længe., anslår Transportministeriet i meddelelsen.
Det efterkommer ministerens ønske om, at give kommunerne større mulighed for at sænke de lokale hastighedsgrænser for at forbedre trafiksikkerheden i byer og byområder.
Legende børn
Ifølge ministeren er det særligt et hensyn til at øge trygheden rundt omkring i landet, der har ført til beslutnigsforslaget.
"Trafiksikkerheden på de lokale villaveje og i byernes centrum er udfordret, og det kan meget vel få alvorlige følger for legende børn, cyklister, dårligt gående og øvrig trafik," udtaler transportminister Benny Engelbrecht (S) i pressemeddelelsen, inden han tilføjer:
"Derfor vil jeg gerne gøre det enklere for kommunerne at sænke hastigheden i de områder, hvor de vurderer, at det vil øge trygheden."
Ministerens forslag skal nu i offentlig høring, og det er ministerens ønske, at alle relevante parter og aktører her får mulighed for at give deres mening til kende om forslaget. Herefter vil ministeren træffe en endelig afgørelse, som vil få virkning umiddelbart derefter, oplyser Transportministeriet.
En eventuel lokal hastighedsnedsættelse vil fortsat skulle ske i samarbejde med politiet og balanceres i forhold til hensynet til fremkommelighed og trafikafvikling.