Fastelavn er lige om hjørnet: Nu advares der

Advarsler
Foto: Johan Gadegaard/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Fastelavn står for døren og i den forbindelse er der noget man bør være opmærksom på.

Lige nu læser andre også

Et fastelavnskostume til børn betragtes som legetøj, og derfor skal kostumerne være mærket efter legetøjsreglerne ligesom bamser og andet legetøj. Sikkerhedsstyrelsen har kontrolleret mærkningen på 74 af de fastelavnskostumer, der har været til salg online og i fysiske butikker op mod fastelavn 2022.

Og kontrollen har vist, at det især er mærkningen på udklædningstøjet, der er problemer med.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Ud af de i alt 74 kontrollerede produkter var der 31, der ikke havde den krævede advarselsmærkning på dansk. Det var langt den hyppigste fejl ved de kontrollerede produkter, og forhandlerne får besked på at rette op på manglerne.

"Det er et krav, at advarsler er på dansk, selv om mange måske godt kan læse engelsk. Der må ikke være risiko for, at en advarsel ikke bliver forstået korrekt," siger produktchef Kirstine Gottlieb fra Sikkerhedsstyrelsen.

Mærkningen skal være tydelig

Typiske advarsler på udklædningstøj er, at man skal passe på smådele og at man skal passe på med at komme for tæt på noget, der kan sætte ild til kostumerne. Det kan også være mærkning om, at tøjet ikke bør bruges af børn under tre år. Derudover skal tøjet være CE-mærket.

"Vi har også set enkelte tilfælde, hvor der har været en brugsvejledning, der ikke var på dansk. Hvis der er en brugsvejledning med længere tekster, er det et krav, at den er på dansk. Men generelt følger der ikke en brugsvejledning med udklædningstøj. Der er det mærkningen, man skal holde øje med, og det er vigtigt, at mærkningen er tydelig og forståelig," siger Kirstine Gottlieb.

Sikkerhedsstyrelsen har gjort forhandlerne af de kostumer, der havde fejl, opmærksom på, at de skal rette fejlene. I enkelte tilfælde er der stillet krav om, at salget af produkterne stoppes, indtil der er rettet op på manglerne.

Anbefalet til dig