Håndsprit fjernes fra hylderne: "Uacceptabel risiko"

Advarsler
Håndspritten kaldes tilbage. Foto: Shutterstock
Miljøstyrelsen tilbagekalder en række hånddesinfektionsprodukter, der indeholder aktivstoffet PHMB.

Lige nu læser andre også

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har 15. april og 16. april påbudt virksomhederne JustOrganic ApS og ICM A/S at tilbagekalde produkterne henholdsvis ”EcoCare Hand Sanitizer” (JustOrganic), ”Bluestar Hånddesinfektion” og ”Bluestar Overflade- og Hånddesinfektion” (ICM) fra forhandlerne og brugerne.

Sådan fortæller Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse. 

”JustOrganic ApS og ICM A/S har anvendt et aktivstof PHMB i deres hånddesinfektionsprodukter, som EU's fælles biocid-godkendelsessystem tilbage i 2018 har vurderet, ikke bør anvendes i hånddesinfektionsprodukter," siger Kim Holm Boesen, kontorchef, Miljøstyrelsen.

Det skyldes, at PHMB er afvist som aktivstof i hånddesinfektionsprodukter på grund uacceptabel risiko for menneskers sundhed og miljøet. 

Kaldes tilbage

Det betyder, at JustOrganic ApS senest 17. april skulle have udsendt et tilbagekaldelsesbrev til alle, som har købt produkterne ”EcoCare Hand Sanitizer” inden for det sidste år fra dags dato, og inden tre hverdage herefter fremsende dokumentation til Kemikalieinspektionen for, at påbuddet er efterkommet.

Endvidere betyder det, at ICM A/S senest 21. april 2020 skal udsende et tilbagekaldelsesbrev til alle, som har købt produkterne Bluestar Hånddesinfektion” og ”Bluestar Overflade- og Hånddesinfektion” inden for det sidste år fra dags dato, og efter udløbet af fristen for at efterkomme påbuddet, inden tre hverdage fremsende dokumentation til Kemikalieinspektionen for, at påbuddet er efterkommet.

Påbuddet er givet i henhold til kemikalielovens § 48, stk. 2, nr. 3.
 

 

Anbefalet til dig