Kan i værste fald gøre skade: Falsk håndsprit bekymrer minister

30/04/2020

Christian Granhøj Skouboe

Nu skærper ministeren kontrollen. Foto: Shutterstock.
Nu udvider Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion kontrollen danske butikker for at sikre, at de mange typer hånddesinfektion på markedet er lovlige

Mest læste i dag

Der bliver sprittet hænder som aldrig før i Danmark. Coronakrisen har sendt efterspørgslen på hånddesinfektion til tops. Men ikke alle typer på markedet er lovlige eller markedsføres korrekt. Nu skruer miljøministeren op for kontrolindsatsen og sender Miljøstyrelsen på fysiske kontrolbesøg.

Det fortæller Miljøministeriet i en pressemeddelelse. 

"Håndsprit er vigtigt for at undgå spredning af smitte, men vi har desværre set i kontrollen, at flere typer hånddesinfektion ikke overholder reglerne. Hvis produkterne ikke virker, så giver de falsk tryghed og kan i værste fald gøre skade. Derfor skruer jeg op for kontrollen, så Miljøstyrelsen udvider kontrollen med  besøg i butikker. Hvis kontrollen finder produkter, som ikke virker eller ikke er sikre, så bliver de fjernet fra hylderne," siger miljøminister Lea Wermelin.

Flere produkter tilbagekaldt

For en måned siden dispenserede miljøministeren fra EU-krav, så flere danske virksomheder kunne producere håndsprit. Siden da er er der registeret 40 produkter hos Miljøstyrelsen, som gør brug af dispensationen. Miljøstyrelsen kontrollerer, at indholdet i disse produkter lever op til reglerne.

Desværre er der også en gruppe virksomheder, som uden kontakt med Miljøstyrelsen har sendt en række produkter med andre stoffer på markedet. Produkter som styrelsen senere har måttet tilbagekalde. Det drejer sig om produkter, som er blevet solgt som hånddesinfektion, der dræber bakterier og vira, uden denne effekt kan dokumenteres. Eller produkter med stoffer, som er ulovlige at bruge i hånddesinfektion.

"Det er fantastisk, at så mange virksomheder har trådt til og hjulpet med at imødekomme efterspørgslen. Men vi skal selvfølgelig være helt sikre på, at den hånddesinfektion, der produceres og sendes ud i butikkerne, rent faktisk virker og hjælper med at begrænse smittespredning. Jeg vil opfordre producenter og sælgere til at bruge Miljøstyrelsens vejledning," siger miljøminister Lea Wermelin.

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion tager på fysisk kontrol fra fredag den 1. maj for at sikre, at hånddesinfektionsmidlerne på markedet lever op til biocidreglerne og markedsføres korrekt. Den fysiske kontrol sker blandt andet for at følge op på de påbud om tilbagetrækning fra forhandlere og brugere, som styrelsen har udstedt i april.

 

 

Anbefalet til dig