Hver sommer drager tusindvis af danskere på musikfestival, og hver sommer er der nogen, der kommer galt af sted.
Det kan være, at de bliver udsat for tyveri, en form for overgreb, bliver svindlet eller noget helt fjerde, som de måske kunne have undgået ved at følge nogle simple sikkerhedsråd fra politiet.
Nogen kommer dog galt af sted allerede inden, at musikken er gået i gang og den første fadøl er skænket.
Det fortæller Rigspolitiet i en advarsel på Twitter.
Her skriver politiet:
"Vi modtager i øjeblikket flere anmeldelser om svindel med billetter til sommerens udsolgte festivaler, hvor borgere forinden har lavet opslag på Facebook, dba o.l., hvor de efterlyser festivalbilletter. Det tiltrækker svindlere."
Svindler særligt på sociale medier
Det er bl.a. på den meget store og udbredte salgsgrupper på fx Facebook, at svindlerne slår deres folder. Her kan danskere på tværs af landet efterlyse ting, de gerne vil købe, eller få solgt nogle af de ejendele, der blot står derhjemme og samler støv.
Derfor har Rigspolitiet et klokkeklart råd til danskerne:
"Køb kun billetter fra officielle billetudbydere eller undersøg, om festivalarrangøren har en service for videresalg mellem private. Undgå at tiltrække svindlere ved selv at lave et opslag, hvor du søger billetter."
Derudover bemærker politiet også. at der gælder de nøjagtig samme regler og love på festivaler som alle andre steder. Derfor har man altså ikke frit lejde til at opføre sig tosset, selvom musikken spiller og solen - forhåbentligt - skinner.