Torsdag udviklede en jagt sig noget dramatisk.
Det skriver TV 2 Nordjylland.
Derfor lyder der nu en opfordring på, at man bør holde sin hund i snor.
Under jagten der foregik torsdag eftermiddag, fik en jagthund færten af noget. Det viste sig at være en ulv, som hunden kunne lugte - og det endte altså i et voldsomt møde.
Heldigvis slap hunden uden store skrammer - men det kunne være gået grueligt galt.
Derfor opfordrer politiekommissær Henrik Jensen nu borgerne til at holde deres hund i snor.
Vil identificere ulven
Mødet mellem hund og ulv fandt sted i en skov vest for Svenstrup.
Hos Naturstyrelsen vil man nu undersøge DNA fra ulven, for at få den identificeret.
Ifølge Elon Godiksen der er næstformand i Veggerby Jagtforening, er sandsynligheden for at det sker igen ikke særlig stor.
"Ulven er en enlig strejfer, så sandsynligheden for, at den møder og angriber en jagthund, er ikke stor," lyder det fra Elon Godiksen.
I Sverige sker det med jævne mellemrum, at hunde bliver angrebet af ulve. Men i Sverige er situationen også anderledes, for her er der en fast bestand af ulve som jager sammen.
Det er derfor langt fra sikkert, at Ulven fortsat bliver i området vest for Svenstrup.