Politiet til forældre: Tal med jeres børn

08/12/2020

Christian Granhøj Skouboe

Foto: Shutterstock
Nu opfordres danske forældre til at tage en snak med deres børn.

Mest læste i dag

Syd- og Sønderjyllands Politi har de seneste uger modtaget adskillige anmeldelser om affyring af kanonslag i Aabenraa. Hændelserne har været centreret omkring området ved Madevej/Multibanen i midtbyen.

Det fortæller Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

Derfor har Politiet øget sin patruljering i weekenden for at få genskabt roen og trygheden i området. Og den målrettede indsats har ført til fire sigtelser for besiddelse/affyring af ulovligt fyrværkeri, en sigtelse for vold mod polititjenestemand, 22 sigtelser for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen samt sigtelser for overtrædelse af COVID-forsamlingsforbuddet og overtrædelse af færdselsloven (se faktaboks i bunden af teksten).  

Har opfordring til forældre

De sigtede er primært store børn og unge fra Aabenraa, men også fra andre byer i Sønderjylland.

Vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsesenhed opfordrer på baggrund af de mange anmeldelser og sigtelser forældrene til at tale med deres børn og unge om, at ulovligt fyrværkeri er no-go.

"Politiet ser alvorligt på situationen. Og vi opfordrer kraftigt alle forældre til, at de indskærper over for deres børn og unge, at ulovligt fyrværkeri dels er farligt, dels kan betyde en plet på straffeattesten, som kan koste drømmejobbet," udtaler Chr. Østergård i en pressemeddelelse.

Weekendens sigtelser

Sigtelser som følge af politiets aktuelle indsats mod ulovligt fyrværkeri i Aabenraa i weekenden:

  • 4 personer er sigtet for besiddelse/afskydning af ulovligt fyrværkeri.
  • 22 personer er sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen (ikke efterkomme politiets anvisninger om at forlade stedet/sikring af den offentlige orden, heraf har to været anholdt).
  • 1 person er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 119, vold mod polititjenestemand. Personen har været anholdt.
  • Alt i alt har politiet beslaglagt knapt 4.000 kanonslag.
  • 19 personer er sigtet for overtrædelse af COVID-forsamlingsforbuddet.
  • 10 personer er sigtet for en række overtrædelser af færdselsloven.

 

Anbefalet til dig