Pose-trick vækker bekymring: Fald ikke for det

Advarsler
Foto: Nyheder24.dk
En hændelse torsdag får nu politiet til at komme med en klokkeklar advarsel til borgerne

Lige nu læser andre også

Et mistænkeligt telefonopkald til en kvinde i Roskilde vækker bekymring hos Midt- og Vestsjællands Politi. Tricket involverer en pose og en løgn om foregået kriminalitet, forklarer politiet i døgnrapporten fredag. 

Det var en 89-årig kvinde, som det gik ud over torsdag i denne uge. 

"Kl. 20.58 anmeldte pårørende til en 89-årig kvinde fra den centrale del af Roskilde, at den 89-årige kl. ca. 14.30 var blevet ringet op af en fremmed kvinde, der havde fået overbevist hende om et forestående kriminelt forhold i hendes bolig," fortæller Midt- og Vestsjællands Politi, inden de fortsætter: 

"Den fremmede kvinde havde opfordret den 89-årige til at samle sine værdigenstande sammen i en pose, som hun skulle kaste ud ad vinduet i den beboelsesejendom, hvor hun boede."

Den 89-årige fik forklaret, at det skulle være en god måde at beskytte hendes ting på

"Dermed var hun ikke længere udsat for risikoen for at miste sine værdier, såfremt hun blev udsat for noget kriminelt i sin bolig, idet værdierne lå sikret i posen udenfor," skriver politikredsen på det centrale Sjælland

Opfordring til borgerne

Heldigvis fortalte den ældre kvinde sine pårørende om det mistænkelige opkald 

"Den 89-årige havde senere på dagen fortalt om sine pårørende om telefonopkaldet, hvorefter en pårørende var taget hen til den 89-åriges bolig. Posen med værdigenstandene var stadig til stede, så den blev straks sikret mod tyveri. Efterfølgende ønskede man politiet involveret, så politiet efterforsker sagen som et bedragerisk forhold over for den 89-årige."

I lyset af hændelse fra Roskilde kommer Midt- og Vestsjællands Politi med en klokkeklar opfordring til landets 

"Der skete heldigvis ikke noget med den 89-åriges værdier i denne sag, men politiet opfordrer til at være særdeles kritisk over for uanmodede telefonopkald fra fremmede personer, der ”skræmmer” nogen til at foretage handlinger, som man ellers ikke ville gøre," understreger politiet. 

Hvis man er blevet kontaktet i et lignende forsøg på svindel, så skal man kontakte politiet, lyder opfordringen

"Kontakt politiet med oplysninger om sådanne opkald, så politiet kan foretage det fornødne til at gøre en person tryg efter sådan et opkald eller oplevelse."

 

Anbefalet til dig