Nu indskærper Midt- og Vestsjællands Politi, at uforsigtighed med ild kan koste en sigtelse – også selvom det er med ukrudtsbrænderen. Det sker efter flere tilfælde, hvor afbrænding af ukrudt har udviklet sig til potentielt farlige situationer.
"Den flotte for- eller baghave skal ikke være på bekostning af en eventuel nedbrændt carport eller brandskader på hus mv., og derfor opfordrer politiet til, at borgerne udviser ekstraordinær forsigtighed med ukrudtsbrændere eller andre former for afbrænding," skriver Midt og Vestsjællands Politi, inden de uddyber:
"Den seneste måned har Midt- og Vestsjællands Politi sigtet fem personer for uforsigtighed med afbrænding af den ene eller anden art, og det koster altså en bøde. Det koster samtidig myndighedernes ressourcer at rykke ud – både politi og brandvæsen og i svære tilfælde også ambulancepersonale, som skal sørge for, at en eventuel brand ikke kommer ud af kontrol, at ingen kommer til skade eller behandles for eventuelle skader, og at brandårsagen fastlægges."
På DMI’s hjemmeside kan borgerne følge tørkeindexet, som i øjeblikket er meget højt. Der er derfor forøget risiko for tørke og for, at uforsigtighed med ild kan få store konsekvenser.
Sætter ild til garage
Der er en grund til, at politiet advarer. Så sent som mandag i denne uge, udbrød der brand i en garage i Holbæk. Branden var netop udløst af ukrudtsbrænder. Det fortæller Midt- og Vestsjællands Politi videre i tirsdagens døgnrapport.
"Kl. 15.36 måtte politi og brandvæsen igen køre ud til en brand forårsaget af en ukrudtsbrænder. En 69-årig mand havde ikke udvist den fornødne forsigtighed ved afbrænding i en indkørsel, og der var opstået brand i garagen. Politiet kom til stedet sammen med brandvæsnet, som hurtigt fik slukket ilden."
"Der skete skade på træporten på garagen, på taget og på noget inventar, men Ingen personer kom noget til. Den 69-årige blev sigtet for at overtræde brandlovgivningen og vil modtage en bøde."
Politikredsen oplyser desuden, at de siden den 13. juni i år har sigtet fem personer for uforsigtig omgang med ild.