I de kommende uger pakker danskerne bilen og drager på ferie. I år tegner det til, at presset på det danske vejnet bliver væsentlig højere end normalt, fordi mange flere holder ferie herhjemme.
Sommerhusudlejere og campingpladser over hele landet melder udsolgt i hele juli måned. Det giver udfordringer på de store rejsedage hen over sommeren. De helt store udrejsedage finder sted hen over weekenden 27. og 28. juni, hvor skolerne starter deres sommerferie.
Det fortæller OK Benzin i en pressemeddelelse.
Her kan du forvente tæt trafik på motorvejene og strækningerne ud mod ferieområderne.
”I år er der rigtig gode muligheder for at holde sig orienteret på hjemmesider fra Vejdirektoratet, Storebæltsforbindelsen og politiet samt på deres sociale medier i forhold til trafiksituationen, og derved kan man planlægge feriekørslen, så man undgår at holde i kø,” siger Rasmus Boserup, pressechef hos energiselskabet OK.
Det gælder ikke kun i den helt store udrejseweekend, men også på de såkaldte skiftedage i weekenderne hen over sommeren, hvor danskerne rejser til og fra sommerhuse og campingpladser.
Kødannelse ved grænserne
Ved grænseovergangene mellem Tyskland og Danmark samt ved Øresundsforbindelsen ind i Danmark forventes relativt lange køer hen over sommeren, især fredag, lørdag og søndag.
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi er således opmærksom på situationen og har sat ekstra mandskab ind, og derudover indhentet yderligere mandskab fra Forsvaret for at kunne håndtere situationen bedst muligt. For selvom flere personer nu har ret til at rejse ind i Danmark, er der fortsat fuld grænsekontrol.
”Vi er meget opmærksomme på situationen og gør vores bedste for, at trafikken skal glide bedst muligt samtidigt med, at vi skal gennemføre indrejsekontrollen. Desuden opfordrer vi de rejsende til at følge med i trafiksituationen og overveje at køre mod Danmark på ydertidspunkter, hvor trafikken måske ikke vil være så tæt,” forklarer politiinspektør Brian Fussing fra UKA Vest.
Ingen bratwurst - mundbind og madpakke til Tysklandsturen
Det så længe ud til, at Island, Norge og Tyskland var de eneste tilladte feriedestinationer, og det har medført, at især Tyskland er den udenlandske feriedestination, mange danskere har valgt i år. Der er dog en række restriktioner, som man skal forberede sig på, hvis man kører til Tyskland på bilferie.
”Der er krav om brug af mundbind ved al indendørs ophold i Tyskland. Og derfor skal du bære mundbind, hvis du skal ind på tankstationen og betale for brændstof. Men man skal også bruge mundbind i besøg på museer og på hoteller,” forklarer Rasmus Boserup fra OK.
Han oplyser desuden, at det er en god idé at smøre en god madpakke, da de tyske motorvejsrestauranter med schnitzler og bratwurst holder lukket i år, og der samtidig begrænset udvalg af især mad på flere tyske tankstationer.
Gode råd til årets bilferie
- Medbring madpakke og mundbind, hvis du tager til Tyskland
- Rejs så vidt muligt udenfor tidspunkterne med tæt trafik, især i weekenderne
- Vær især forberedt på lange køer ind i Danmark ved grænseovergangene
- Tjek Vejdirektoratets og Storebælts hjemmesider, og lyt til de regionale trafikmeldinger på P4
- Kører du i Tyskland, så tjek bilistorganisationen ADAC’s hjemmeside ADAC.de for trafikmeldinger (se under Verkehrinformationen)
- Hold godt med pauser undervejs, hvis du kører langt
Fakta: Gode råd til ferien i Tyskland
Husk miljømærket
En lang række tyske byer som Berlin, Köln og Bremen kræver et miljømærke kaldet Umweltplakette, hvis du vil køre ind i byen. Mærket angiver miljøbelastningen for din bil, og skal placeres i forruden. Det kan bestilles herhjemme hos blandt andre FDM. Har du ikke mærkatet siddende i forruden, medfører det en bøde på 80 Euro, der eftersendes til Danmark.
Færdselsregler i Tyskland
Du bør også være opmærksom på færdselsregler, der er anderledes end i Danmark, i særdeleshed indfletningen ved motorvejstilkørsler. Helt omvendt i forhold til de danske regler om vejsammenfletning, har man i Tyskland konsekvent vigepligt for trafikken på motorveje.
Ved indkørsel på motorvej er det ikke nok at blinke til venstre. Du skal tage hensyn til trafikken på motorvejen ved at stoppe op på kort tilkørsel og komme op i fuld fart på lang tilkørsel. Husk også, at de tyske frakørsler ofte er kortere og skarpere end de motorvejsfrakørsler, vi kender i Danmark.
Vejarbejde på autobahn
Som altid er der en lang række vejarbejder på de store hovedfærdselsårer i Tyskland. Ved knudepunktet Hamborg er der et vejarbejde over 12 km ned mod Elbentunnelen med hastighedsbegrænsning på 60 km/t.
Længere nede ad A7 er der et par lange strækninger med vejudvidelser, hvor hastighedsbegrænsningen er nedsat til 60 km/t. Selv om der er færre vejarbejder i år, skal man altid forberede sig på kødannelser i Tyskland, især i myldretiden om morgenen og om eftermiddagen. Det gode råd er at holde sig orienteret via radioen og via den tyske bilistorganisation ADAC på deres hjemmeside: ADAC.de.
Ellers er det bare at nyde Tyskland som feriedestination. Der venter masser af spændende ferieoplevelser i det tyske.