25-årige Fie Laursen mener, at sygdom blot er en illusion, der er skabt af frygt. Hun hævder også, at læger har helbredt terminale patienter, der ramt af kræft, ved hjælp af vitaminer.
Disse udtalelser kom Fie Laursen med i en 'spirituel Q&A' på sin Instagram-profil, hvor hun følges af mere end 640.000. Det skriver B.T.
Ifølge de 54-årige tv-læge Charlotte Bøving, der er kendt for at have medvirket i 'Lægen flytter ind', er det ren volapyk, som Fie Laursen spreder til sine følgere.
Lægen fortæller dog, at hun ikke ved, hvem Fie Laursen er, men det ændrer ikke på, at hun retter en skarp kritik mod de udtalelser, som influenceren og OnlyFans-modellen er kommet med.
"Jeg bliver virkelig bekymret, når jeg hører sådan noget. Hvis folk uden forstand kan sige sådan en gang volapyk, så ville jeg jo ikke have noget arbejde," fortæller Charlotte Bøving til B.T.
Faktisk går Charlotte Bøving så langt, at hun siger, at det er noget, der kan ende med at koste mennesker livet, hvorfor hun bestemt ikke mener, at man skal følge de 'råd', som Fie Laursen har delt på sin Instagram.
"Med den spirituelle tilgang, hun har, som er koblet op på uvidenhed, så vil det koste mange mennesker livet, hvis de lytter til hende. Det kan gøre, at folk ikke lytter til, hvad deres krop fortæller og bare går ned og køber en gang vitaminer og mineraler," lyder det fra tv-lægen.
For at give Fie Laursen et indblik i, hvordan dagligdagen ser ud på en lægeklinik, har hun inviteret den 25-årige influencer til at følge hende på en arbejdsdag - naturligvis under tavshedspligt.
Charlotte Bøving slår fast, at hun er sikker på, at det vil få Fie Laursen til at ændre sit syn på sagen. Ifølge B.T. er influenceren dog ikke vendt tilbage på tilbuddet, som avisen har sendt videre til hende.