Venter lige om hjørnet: Nu advares danskerne

Af: Julie Møller

|

26/11/2021

Advarsler
Foto: Nyheder24.dk
Når kalenderen siger december, betyder det i mange danske hjem, at nissen kommer forbi med ting til julesokken og kalenderen. Men det er en rigtig god ide at tænke sig om, før man fylder gaver i sokken til familiens mindste medlemmer.

Lige nu læser andre også

Hvis julefreden for alvor skal sænke sig i hjemmet, er det en god idé at være opmærksom på det legetøj, du køber eller får til barnet. 

Sådan lyder budskabet i en pressemeddelelse fra Sikkerhedsstyrelsen.

Ofte er det de små pakker der finder vej i julesokken eller i legetøjskalenderen. Men det er netop legetøj i småtteri-afdelingen, der kan udgøre den største kvælningsfare - især for børn under 3 år, advarer Sikkerhedsstyrelsen.

Det er også de mindste familiemedlemmer, der putter alt i munden, og kun et øjebliks uopmærksomhed kan føre til smådele i luftvejene på de små. Derfor er det også en god idé at adskille legetøj fra eventuelle julegodter i sokken.

Foto: Sikkerhedsstyrelsen.

”Det er især de mindste, der har størst risiko for at få smådele galt i halsen. Det er også dem, der har sværest ved at adskille legetøjet fra de spiselige gaver”, siger Kirstine Gottlieb, Produktchef i Sikkerhedsstyrelsen.

Der er særligt strenge krav til legetøj, som skal bruges af børn under 3 år. Derfor er det en god ide at tage et ekstra kig på indpakningen, inden gaverne ryger i indkøbskurven. 

”Når der købes gaver til de mindste, er der hjælp at hente i aldersgrænse-advarslen. Den advarer om, at legetøjet ikke egner sig til børn under 3 år”, siger Kirstine Gottlieb. 

Foto: Sikkerhedsstyrelsen.

Advarslen kan enten stå som tekst eller være et advarselssymbol. Aldersgrænsen bør ikke forveksles med aldersanbefaling, som siger noget om legeværdien for produktet. Aldersanbefalingen handler altså ikke om sikkerhed, men hvilke børn fabrikanten vurderer vil have størst glæde af produktet.

Gode råd til en sikker jul med børnene:

1. Vær opmærksom på skrøbeligt julepynt

Små børn og julepynt i glas er sjældent en god kombination. Hæng derfor småt og skrøbeligt julepynt i en højde, hvor børn ikke kan nå dem.

2. Adskil legetøj og slik

Børn kan have svært ved at skelne mellem småt og farverigt indpakket legetøj og julegodter, hvis det er blandet sammen i julesokken. Hold legetøj adskilt fra madvarer, så du har styr på hvad barnet putter i munden.

3. Følg aldersgrænsen

Følg altid anbefalinger om alder og advarsler på legetøjet. Særligt i forhold til børn under 3 år. Hvis legetøjet ikke egner sig til børn under tre år, skal det stå på produktet.

Kilde: Sikkerhedsstyrelsen. 

 

 

 

 

Anbefalet til dig