AGF formåede at spille sig forholdsvis let videre til 3. runde af Sydbank Pokalen, da man besejrede 2. Divionsmandskabet FC Sydvest med 2-0. Målene blev scoret af henholdsvis Martin Spelmann og Tobias Sana, der dermed sørgede for, at AGF var at finde i bowlen under lodtrækningen til 3. runde.
Lodtrækningen er netop overstået, og vi kan dermed afsløre, at det bliver et lokalopgør af de helt store, når AGF og Aarhus Fremad tørner sammen i 3. runde af DBU Pokalen.
AGF bør være store favoritter
AGF og Aarhus Fremad har mødt hinanden fire gange i løbet af de sidste 12 år. Tre gange har der været noget på spil, mens de senest mødtes i januar tidligere på året. Her endte det med en 4-0 sejr til AGF.
I 2012 vandt AGF med 3-0 over Aarhus Fremad i DBU Pokalen, mens det blev til en 2-0 sejr og et uafgjort 1-1 resultat da de to hold mødtes i 1. Division tilbage i sæsonen 06/07.
Aarhus Fremad spiller til dagligt i 2. Divison, hvor de efter de første syv kampe er placeret på en syvende plads. En sejr, fire uafgjorte og to nederlag er det blevet til.
3. runde af Sydbank Pokalen afvikles den 25. eller 26. september.