Så gik den ikke længere. FIFA 19 rullede officielt ud i butikkerne fredag den 28. september, men allerede dagene før kunne man få fingrene i det nye spil fra EASports, hvis man havde forudbestilt det.
I den nye udgave er der rigtig mange nyheder, hvor de fleste af dem dog er udenfor banen. Spillet er blevet endnu mere socialt, hvor det i endnu højere grad appellere til at spille med sine venner mere end nogensinde før.
I denne anmeldelse tager vi et kig på det nye FIFA 19, hvor det især er med henblik på de nye tilføjelser i Kick-off delen, der ellers har haltet noget efter i de seneste år. Undertegnede har spillet løs på det virtuelle græs i løbet af weekenden, og har taget et kig på de mest væsentlige ting i det nye fodboldspil.
Alex Hunter er tilbage – Men med flere karakterer
For tog år siden tog FIFA hul på et helt nyt kapitel, da de gjorde det muligt at starte en historiebaseret karriere i spillet. Man overtog styringen af den unge Alex Hunter, der har en drøm om at blive professionel fodboldspiller.
Fra det første straffespark mod en anden 11-årige målmand og til den første kamp på A-landsholdet, er der løbet meget vand under broen. Når vi fortsætter det tredje og sidste kapitel af Alex Hunters historie, er det med hans søster, Kim Hunter og vennen Danny Williams som spilbare karakterer.
Man kan således vælge at styre Alex Hunter hele vejen igennem, eller man kan skifte mellem de tre hovedpersoner. I spillet kommer de med en anbefaling om, hvornår man bør skifte spiller, så man får den fulde oplevelse ud af Alex Hunter karrieren, The Journey.
Det var naturligvis den løsning jeg valgte, og selvom jeg fortsat har lang vej endnu, så giver det et ekstra pift til historien. Selve spillet på banen er meget det samme, og der er heller ikke sket det store i mulighederne udenfor banen. Historien i sig selv virker dog endnu mere interessant og oplagt, og jeg kan slet ikke vente med at få en ende på historien, som alle teenagedrenge ville ønske de var en del af.
The Journey fortsætter med at imponere, og har du ikke startet en karriere med Alex Hunter endnu, så er det bestemt ikke for sent at komme i gang.
Husets regler
En af de mest interessante tilføjelser i det nye FIFA 19, som uden tvivl går hen og bliver et hit hos samtlige FIFA-spillere, er deres nye del i Kick-off. Det er nemlig blevet revolutioneret på flere forskellige måder, som blot gør det endnu mere underholdende at destruere dine venner. Nu bliver der nemlig ført statistik på kampene.
FIFA holder dermed styr på, hvor mange gange du har mødt din ven, hvem der har vundet flest kampe, og hvordan statistikkerne har fordelt sig. Så nu bliver det svært at argumentere for, at din ven bare var heldig, da du tabte, for nu viser FIFA statistikker for samtlige af jeres kampe.
Foruden revolutionen med statistikkerne i Kick-off, er der også kommet nye funktioner der sender tankerne tilbage på det legendariske FIFA 98, hvor man kunne bruge snydekoder og spille indendørs. Det er ikke muligt i FIFA 19, men vi er lidt i samme boldgade. Jeg er i hvert fald lykkelig for de nye tilføjelser, der allerede har bidraget til mange timers underholdning under en herreaften.
Blandt de nye funktioner i FIFA 19 finder vi:
Overlevelse: Hver gang der bliver scoret et mål, bliver en af spillerne fjernet fra banen. Du kan derfor bringe dig foran med 1-0, men så er du pludselig en mand i undertal. Hvilken spiller der pilles fra banen, er aldrig til at vide, og uforudsigeligheden i det gør det yderst underholdende.
Står der pludselig 3-3 i en kamp, så vil der altså blot være 16 spillere på banen. Målmanden blev aldrig taget ud af spillet, hvilket var til stor ærgrelse.
Langskud: Det lyder som regler i skolegården, og det er det også. Hvis du scorer inde i feltet, så tæller målet kun for et, mens du får dobbelt op på antal mål, hvis du hamrer den i kassen udenfor boksen. Denne version gør kampene mere uforudsigelige, da du ikke nødvendigvis har tabt, bare fordi du er bagude med 3-1 i overtiden.
2-0 siges at være den farligste føring, og det har aldrig været mere rigtigt i denne udgave, hvor en udligning blot er en hård afslutning væk.
Hovedstød/Flugter: Sparker du bolden i mål, mens den ligger fladt på jorden, så er der ingen grund til at juble. I denne udgave tælle målene kun, hvis du scorer på et hovedstød eller en flugter. Nu er indlæg pludselig en klar fordel, og det mest underholdende ved dette spil er at se frustrationen i din kammerats øjne, når han er 1vs1 mod din målmand.
Sparker han bolden i mål tæller det ikke, så han er nødt til at stoppe op og være kreativ.
Først til: Denne funktion er meget simpel, og den minder meget godt om en rigtig fodboldtræning. Dem der først når til x antal mål har vundet, og de andre skal samle kegler. Spillerne vælger selv, hvor mange mål der spilles til, og så afgøres kampen først, når det antal mål er scoret.
No Rules: Den sidste tilføjelse er også den mest fantastiske tilføjelse. No Rules har man manglet i FIFA i mange år, og nu er det her endelig. Hvad siger du siger til flække din modstander, mens han er alene med målmanden, uden at de har konsekvenser?
Det er lige præcis sådan, det er, når man spiller No Rules i FIFA 19. Dommeren fløjter ikke i løbet af kampen, hverken for frispark, straffespark eller offsides. Der er naturligvis fortsat indkast, målspark og hjørnespark med, men det er også det.
Denne tilføjelse er perfekt til en FIFA-aften, eventuelt som optakt til en bytur. Aldrig siden 98 har der været en tilføjelse i FIFA, der har været så underholdende. Har du nogle aggressioner, som du skal ud med, så bør du prøve No Rules i FIFA 19.
FIFA 19: Konklusionen
Ser vi på det overordnede gameplay i FIFA 19, så er der ikke sket de store ændringer i forhold til forgangeren. Den største ændring må siges at være afslutninger, som i begyndelsen kan være rigtig svære at mestre. Der er kommet en ekstra tilføjelse i form af timede afslutninger, og de kommer til at blive en stor hovedpine for mange spillere.
Sådan var det hvert fald for mig, som ofte har haft for vane at spamme cirkel-knappen for at få afsluttet. Det skal man ikke gøre i det nye FIFA 19, da man så timer sit skud helt elendigt. En afslutning der ellers burde være flækket direkte op i krydset, blev til en jordfiser af dimensioner, der var tættere på af ramme jordens indre end selve netmaskerne.
I FIFA 18 virkede det som en umulighed at score på indlæg, men det ser de ud til at have rettet op på. Således erfarede vi i løbet af de første par dage, at der blev scoret på langt flere indlæg, end vi hidtil har prøvet før. Det var en forfriskning, især nu hvor de generelle afslutninger ser ud til at være blevet en tand sværere.
FIFA Ultimate Team samt karrieren ligner sig selv, og det er ikke her, at FIFA vinder priser for at have været innovative i forhold til FIFA 18. Til gengæld kan FIFA høste mange priser på deres Kick-off, som i den grad har gjort det sjovt at spille ”venskabskampe” igen.