DaVica Pizza: Desværre alt for mange overraskelser

Af: Helge Rahbek

|

29/09/2018

Vi kender det alle sammen. De der dage, hvor man ikke magter at købe ind, endsige at gå i køkkenet. De dage, hvor man allerhelst bare vil slå benene op, og få maden bragt til døren. Men hvor skal man bestille fra? Her hos Vejle24 er vi gået på jagt efter Vejles bedste Take Away. Første levering kom fra DaVica Pizza.

Lige nu læser andre også

På Davica Pizzas hjemmeside reklamerer de med, at man kan spare 10 procent, hvis man bestiller online, så det besluttede vi os for at gøre.

Menukortet hos DaVica Pizza er ganske stort. Foruden pizza, er der også pita, durum, pasta-retter og grill-mad, og vi gav menukortet den store tur, før vi besluttede os for at teste to vidt forskellige retter af.

Den ene anmelder valgte en italiensk pizza kaldet Palermo med bresaola, mozzarella, basilikum, friske tomater, tomatsauce og ost. Den anden anmelder bestilte en Pita Kylling med Tzatziki og salat, tomat, agurk, løg og hjemmelavet dressing.

Maden ankom for tidligt

Kort tid efter bestilling, modtog vi en e-mail, som meddelte at vores mad var forsinket 40 minutter og ville ankomme ved 13-tiden. Allerede klokken 12.30 ankom maden dog. Da vi var sultne, var det en glædelig overraskelse. Men vi kunne også have risikeret ikke at have været på kontoret, og så var maden blevet kold.

Selvom det nok ville være værre, hvis maden kom for sent, er det stadig ikke perfekt, at maden slet ikke kommer på dét tidspunkt, som man forventer.

Blød pizza og sprød pita

Forventningsfulde satte vi os ned, og pakkede retterne ud. Pizzaen så ganske ærlig ud; man kunne se, hvad der er på, som det sig bør og hør på en italiensk-inspireret pizza. De lovede friske tomater var der dog ingen spor efter.

Pitaen var ved første øjesyn til den store side, men den anden anmelder var sulten, så det gjorde ham absolut intet.

Anmelderen, som havde valgt den italienske pizza, blev desværre allerede skuffet, da han løftede den første slice i vejret. Bunden var tydeligvis ikke sprød, som den bør være. Problemet var tydeligvis, at bunden var blevet for tyk. For at kompensere havde den fået lidt for meget enkelte steder under bunden, hvilket gav nogle mundfulde en lidt kedelig og branket smag.

Det er noget nær kardinalpunktet for en italiensk pizza. Er bunden sprød? Det var den desværre ikke.

Paradoksalt nok mindede pitabrødet mere om en pizzabund, og var langt mere sprød. Det betød dog også, at det hurtigt begyndte at smuldre, så den anden anmelder måtte hente kniv og gaffel for at komme til bunds uden at blive smurt helt ind i dressing.

Pizzaen manglede tomater og mere smag

Den italienske pizza endte aldrig med at overbevise anmelderen. Smagen var såmænd nogenlunde, dog til den lidt kedelige side. Osten var den primære smagsgiver, men der manglede i høj grad det syrlige spark, som de friske tomater kunne have givet. Også fordi tomatsaucen i bunden slet ikke kunne konkurrere med osten.

Skinken var ikke synderligt smagfuld, og basilikumbladene som var spredt med løs hånd ovenpå pizzaen gjorde heller ikke noget indtryk. Anmelderen prøvede at spise et par stykker for sig selv, og kunne konstatere, at der stort set ingen smag var i dem.

Frisk pita med smag af dild

Pitaen faldt i bedre jord. Den anden anmelder konstaterede hurtigt, at den var dejligt frisk. Kyllingen var ikke til den smagfulde side, men var velstegt og ikke tør.

Pitaen var velvoksen. Kort tid efter at billedet her er taget, måtte anmelderen dog opgive foretagendet og hente kniv og gaffel for at nå til bunds.

Den primære smagsgiver var dressingen, som smagte intenst af dild. Det kom som en glædelig overraskelse for anmelderen, der er svært begejstret for dild. Det fremstod dog slet ikke, at det var en dilddressing ved bestilling, så hvis ikke man er glad for den grønne krydderurt, kan man få sig en kedelig overraskelse. Faktisk var dildsmagen så kraftig - eller tzatzikien så svag - at anmelderen stort set ikke kunne smage hvidløg. Alt i alt var anmelderen dog nogenlunde tilfreds.

Pizzaen trækker vurderingen ned

For de to retter måtte vi af med 142 kroner, heraf 20 kroner for levering. Det er såmænd en ganske fair pris. Desværre levede retterne ikke helt op til forventningen.

Pitaen var frisk, og anmelderen satte pris på smagen af dild. Det var dog en pita med kylling med tzatziki han havde bestilt, og hvidløgssmagen var ikke eksisterende.

Pizzaen var ret smagløs, havde en slatten bund og manglede de lovede friske tomater. Det var også den klart dyreste ret, den kostede 72 kroner (80 kroner uden rabat) og selvom prisen ikke er ublu, kan man godt tillade sig at forvente mere.

Samlet set ender vi med at give DaVica Pizza følgende vurdering:

For mange fejl til, at man blot kan kalde dem for skønhedsfejl, gør at vi ender op med at give DaVica Pizza to bølger. I sidste ende var det især pizzaen der gjorde, at DaVica Pizza ikke sneg sig op på tre bølger.

SÅDAN GØR VI:

Vi bestiller det på menukortet, vi tror vil skabe den bedste smagsoplevelse for os selv, men altid minimum to forskellige retter.

Vi kigger på:
1. Bliver maden leveret til tiden. Nogle bestillinger bliver foretaget i dagtimerne, andre om aftenen, så derfor ser vi ikke på, hvor hurtigt det ankommer – men blot om den ankommer nogenlunde til den lovede tid.

2. Maden – naturligvis det vigtigste parameter. Er den stadig varm, når den ankommer? Smager det godt, og stemmer det overens med, hvad der er bestilt.

3. Prisen – Pris og kvalitet bør naturligvis hænge sammen. Hvis maden er i den billige ende, kan det godt betyde, at vores forventninger er mindre. Derimod forventer vi også, at man kan smage forskel, når maden er i den dyrere ende.

Stedet får mellem nul og seks bølger.

 

 

Anbefalet til dig