En kærlighedserklæring af de helt store: Anmeldelse af Tarantinos "Once Upon A Time In Hollywood"

16/8/19 17:30

Christian Granhøj Skouboe

Tarantinos nye film er spækket med stjerner. Foto: Sony Pictures Entertainment
Filmbranchen, og måske især Hollywood er inde i en hård periode. Mellem konkurrencen fra stramingtjenesterne, og den voksende distance mellem producenter og forbrugere, er det ingen overraskelse at Hollywood er ude af trit med sit publikum. Det kan synes trist, men Hollywood har før rejst sig fra asken og bragt nye og lysere tider med sig.

Once Upon A Time In Hollywood, er på mange måder et kærlighedsbrev til en hedengangen tid i hjertet af amerikanske film. En tid med nybrud og revolutioner men også med hjerte og respekt. Nåh ja, så er den også spækket med obskure filmreferencer, fed 60'er musik, stærk humoristisk dialog og vold - som kun Quentin Tarantino kan lave det.

Har man ikke stiftet kendskab med Tarantinos filmunivers, så er Once Upon A Time In Hollywood en decideret mærkelig film. Den er 161 minutter lang og handler øjensynlig ikke om noget. Den snegler sig af sted og trækker kødløse scener ud til det urimelige. Dialogen er skarp, men intetsigende og filmen tjener intet opbyggeligt formål. Kender du derimod til Tarantinos ni andre film, vil du kende og med tiden have lært at sætte pris på netop alle disse øjensynligt negative ting. I en periode hvor amerikansk film generelt træder vande og mildest talt er et hav af middelmådighed med kun enkelte lyspunkter, er Tarantino som en lysende stjerne, der leder os mod bedre tider. Once Upon A Time In Hollywood er heller ingen undtagelse.

Med et stjernespækket cast bestående af Leonardo DiCaprio, Brad Pitt, Margot Robbie samt små roller til skuespillere som Al Pacino og Bruce Dern er kvaliteterne til at tage at føle på. Historien handler om den afdankede tv-skuespiller Rick Dalton (DiCaprio) og hans kammerat og stuntman Cliff Booth (Pitt). Dalton kæmper med at være en aldrende skuespiller i en hurtig verden, som i stigende grad finder ham irrelevant. Og så er der også lige noget med Sharon Tate (Robbie) og Charles Manson og familien. I bund og grund står historien i baggrunden til fordel for den overordnede stemning og følelse.

Once Upon A Time In Hollywood er nemlig først og fremmest en hyldest af og kærlighedserklæring til 60'ernes film og tv. Quentin Tarantino er vokset op med spaghetti westerns, kung fu-film og billige cowboy programmer på tv - og han knuselsker det. Denne film er en ode til alt det, som han holder af og har ladet sig inspirere af gennem hans karriere, og det er gjort med vanlig sans for detalje og stil. Det er en film fra filmelskere til filmelskere.

Once Upon A Time In Hollywood er en ukarakteristisk Hollywood-film om alt det, der karakteriserer Hollywood. Den handler ikke om en hel masse, og formår på den måde at handle om rigtigt mange ting. Den er lige dele sjov, rørende og gribende, og hvis du kun ser en film i biografen i år, så sørg for at det bliver denne!

5 ud af 6 stjerner