Engelske J.K. Rowling har gennem godt og vel 20 år gjort vores tilværelse lidt mere magisk. Først med hendes populære bøger om Harry Potter og senere de populære film, som fulgte i kølvandet. Siden Potters afslutning i 2011 troede mange fans, at det var enden på en æra, men i 2016 landede "Fantastiske Skabninger, Og Hvor De Findes" i biograferne. Det blev startskuddet for et helt nyt og magisk eventyr i Rowlings magiske univers. Nu er efterfølgeren til hitfilmen fra 2016 netop landet. "Fantastiske Skabninger: Grindelwalds Forbrydelser." Den kan nu ses i landets biografer.
Den første film i "Fantastiske Skabninger"-universet bød os velkommen ind i fortællingen om den sælsomme enspænder Newt Scamander. Filmen ledte os på en magisk rejse gennem 1920'ernes New York. Vi blev præsenteret for en lang række nye finurlige karakterer, men det hele havde en umiskendelig snert af den magi, som fans elskede i Harry Potter-filmene. Filmen høstede også overvejende positive anmeldelser, og undertegnede var også svært tilfreds med den retning, filmen havde valgt at tage. Det var derfor med en vis forventnings glæde, at jeg satte mig til rette i biografen for at se efterfølgeren til den første film. Men var den så ligeså magisk som den første?
Ja og nej. Filmen er visuelt ligeså imponerende, som alle de andre film i universet, og smækfyldt med små sjove detaljer, så man uden problemer kan se den flere gange uden at fange det hele. Magien er der uden tvivl. Desværre drukner fede scener og solide skuespilpræstationer i en historie med så mange tråde at holde styr på, at man næsten keder sig. I en eventyrfilm med trolddom og magiske væsner er det altså et stort problem.
Historien fortsætter hvor første film slap, men introducerer relativt hurtigt så mange karakterer med separate handlingsforløb, at filmen forfalder til lange dialogtunge scener om emner, som er ligegyldige for hovedhistorien. Man mister derfor hurtigt interessen. Kigger man på actionscener med reel brug af universets styrke, nemlig magien, er der langt mellem snapsene. Selv de 10-årige børn bag mig begyndte at sidde og snakke af ren og skær kedsomhed. Én ting er at kede en anmelder, en anden ting er at kede det publikum, som filmen primært henvender sig til.
Der er dog lyspunkter. Som tidligere nævnt er skuespillet overvejende positivt, og sceneriet er både flot og opfindsomt. Filmen bærer tydeligt præg af at være en 2'er i en serie. som skulle munde ud i omkring fem film. I stedet for at dvæle ved sin egen historie, har den travlt med at søsætte en masse ting som forhåbentligt bliver forløst i kommende film. En ærgerlig men efterhånden mere og mere hyppig tendens.
”Fantastiske Skabninger: Grindelwalds Forbrydelser” er en noget ujævn, smårodet, langtrukket og desværre alt for lidt magisk opfølger på eventyret fra 2016. Filmen i sig selv er ikke noget at prale af, men bliver visse tråde fra denne film indfriet i kommende film, kan det være med til at hive den op på et højere niveau. Indtil da, må vi nøjes med en lidt tam omgang trylleri.