Garage Burgerbar: Det er godt hver gang

Anmeldelser
Den ene anmelder bestiller i baren, mens den anden allerede har sat sig. Der er hurtig eksekvering hos Garage Burgerbar.
Vejle24 har påtaget sig den store og meget alvorlige opgave at anmelde alle burgerrestauranter i byen. Vi starter med en af byens lidt ældre restauranter - Garage Burgerbar har de sidste to år leveret høj kvalitet til rimelige penge, og de skuffer heller ikke denne gang.

Lige nu læser andre også

Garage Burgerbar har lige fejret to års fødselsdag på en adresse, der de sidste mange år har huset flere forskellige koncepter. Garage Burgerbar har dog fundet en recept, der tiltaler vejlenserne, og selvom der var lidt stille de første mange måneder, og der siden er åbnet nye burgerkoncepter i Vejle, så har de travlt. De har fået cementeret sig som leverandør af gode burgere til en overkommelig pris, og det trækker kunder til butikken.

Hos Garage Burger skal man bestille i baren. Det går hurtigt, for mulighederne er få. Der er fire forskellige burgere på menuen, og det kan så kombineres med sideorders og drikkevarer. Der er ikke så meget pis. Prisen er tilmed rimelig. Indretningen er fin, der er prøvet at skabe en blanding af noget rustikt med tilhørende familieelementer. Det er ikke så stringent som andre koncepter, men det gør ikke så meget for disse anmeldere. 

Betjeningen i baren er hurtig og venlig, og der bruges ikke unødig tid på at vælge mellem et hav af forskellige muligheder, og anmelderne kan hurtig komme til sagen.

125 kroner for en burger, fritter og sodavand. Og så lige tilført chili cheese tops som i dagens anledning blev slået ind som mozarella sticks. En fejl der hurtigt blev rettet, da de blev serveret.

Det er ikke lang tid, vi skal vente, selvom vi kom lige i ulvetimen. Der gik ikke mere end ti minutter før maden stod på vores bord. Sultne kunne vi sætte tænderne i vores burgere.

Vi bestilte en klassisk burger med ost og bacon. Derudover er der salat, pickles, tomat og syltede rødløg. Bøffen er helt igennem velsmagende, og den grillede smag er så insisterende, at den kan smages selv når den blandes med både kethup og dressing. Bollen er en velsmagende og hjemmebagt briochebolle, der har en lækker blødhed, der giver mulighed for, at man kan spise sin burger med hænderne (Kæmpe plus).

En burger fra Garage Burgerbar kan spises med hænderne, størrelsen er perfekt til en hånd. Men lad dig ikke snyde, man bliver mæt.

Til burgeren serveres der pommes frites. Her har Garage Burgerbar tilsat sin egen lille finesse - til stor fornøjelse for den ene anmelder og til irritation for den anden. Der drysses nemlig parmasan ud over de sprøde kartoffelstænger. Den ene anmelder måtte dog ryste parmasanen af fritterne, for der er ikke sparet på osten. Fritterne er supersprøde og gyldne, de smager af mere. Der er ingen slatne kartofler i poserne, og det trækker virkelig op.

Den ene anmelder fik derudover chili cheese top til sin menu, og her excellerer restauranten med måske byens bedste ostetoppe. 

Fritterne er virkelig god tilbehør og for en gangs skyld spiser man ikke bare tilbehøret for at blive mæt, de nydes i næsten lige så stor stil som burgerne. 

Alt i alt får man en god burgeroplevelse ved Garage Burgerbar. Man ved simpelthen hvad man får og det skuffer aldrig. Der er ingen tvivl om, at  Rådhuspassagen har fået en stabil burgerrestaurant, der trækker stamkunder til. Der var næsten fyldt ved bordene en helt almindelig mandag aften. Det vidner om kvalitet.

Garage Burgerbar har fortjent fem bølger ud af seks for solidt håndværk. Betjeningen er venlig og ligetil, fejl rettes hurtigt og uden diskussion. Prisniveauet ligger i den lave ende og det trækker op. Det er ikke gourmetburgere, men det er reelt og virkelig velsmagende.


SÅDAN GØR VI:
Vi ankommer to personer til stedet. Vi bestiller det på menukortet, som vi tror vil skabe den bedste smagsoplevelse for os selv. Derfor er anmeldelsen selvfølgelig påvirket af, at mulighederne passer anmelderne.

Den ene anmelder kan f.eks. ikke lide ketchup og dressing og skal derfor have tilpasset sin burger. Det påvirker oplevelsen, hvis ordren ikke eksekveres korrekt. 

Der er ingen i restauranten, der ved, vi kommer. Vi ser helt almindelige ud, to halvgamle mænd i deres fedeste alder, så vi blender direkte ind.

Vi kigger på:
1. Atmosfæren i restauranten - har vi lyst til at være der. Indretning, temperatur, muligheder for at sidde.
2. Betjening - føler vi os velkomne. Kan de tage imod en ordre, der er lidt anderledes end standardordren og bliver det leveret med et smil.
3. Maden - det vigtigste parameter. Smager det godt. Vi vurderer også tilbehøret, er der gode pommes frites til og kan man få gode side orders.

Stedet får mellem nul og seks bølger. 

 

 

 

Anbefalet til dig