Da The Fast & The Furious udkom for første gang i starten af 00'erne, var der nok ikke nogen der havde spået filmen til at blive startskuddet til en franchise, som i skrivende stund tæller intet mindre end otte film samt et spin off OG så er niende installation i serien under udarbejdelse. Det var bare en film om kriminalitet, hurtige biler og damer i lårkorte denim nederdele. Den var alt for selvhøjtidelig og colorgraded på en måde, som man kun kunne gøre det ved årtusindskiftet. Ikke desto mindre sidder vi her, 20 år senere, men ikke et hak klogere på, hvad det dog lige var der skete. Derfor er det også med rette, at franchisen nu breder sig ud og laver en spin off serie med to hæderlige actionskuespillere, nemlig kødbjerget bedre kendt som Dwayne ' The Rock' Johnson og den arrigt skulende og hårdtslående brite, Jason Statham.
The Rock som Hobbs og Statham i rollen som Shaw får til opgave at redde verdenen fra en frygtelig virus, som kan slå menneskeheden ihjel. Involveret i det hele er Vanessa Kirby i rollen som Shaws søster, og superskurken Brixton, som spilles af Idris Elba. Historien er ganske forglemmelig, men giver vores karakterer de fornødne omstændigheder, som det kræver for at kunne slå løs på hinanden i to timer i det ene vanvittige action set piece efter det andet. At kalde filmen for stor kunst ville være en overdrivelse. Karaktererne er, deres svulmende muskler til trods, tynde som papir, og man bliver hurtigt mere interesseret i at se dem slå og skyde på ting der eksploderer i slow motion, frem for at høre om deres familiære problemer. Netop tematikker om familie rider og pisker filmen dog som en blodig mare, indtil selv de sløveste knive i skuffen er helt med på at familie altså er vigtigt! Og med et tema, som selv de kyniske af os, kan se noget positivt i, er det altså svært at gå helt galt i byen.
Fast & Furious Presents: Hobbs & Shaw, er overraskende underholdende, om end en smule banal i sine pointer. The Rock og Jason Statham leverer solide præstationer, i roller som man kender dem bedst i, og støvet fra det ene actionbrag når dårligt at lægge sig, før et nyt brag får det hele til at blæse op igen. Det her er en vaskeægte popcornmaskine, og lige præcis den slags som man kan bruge sin ferie på at tage ind og slå hovedet fra til. Der er intet nyt under solen, men det er helt okay.
4 ud af 6 stjerner.