Konstantinobel Kebab & Pizza: Lækker Pizza, men sjasket kebab

Af: Helge Rahbek

|

24/11/2018

Jagten på Vejles bedste take away er stadig i fuld gang. I denne uge smagte vi på to retter fra Konstantinobel Kebab & Pizza.

Lige nu læser andre også

Menukortet hos Konstantinobel virker ikke helt så voldsomt, som hos mange af de andre restauranter, som vi i den forløbne tid har bestilt mad fra. Der er dog stadig rigeligt af retter at vælge mellem: Pitabrød, Pastaretter, kebab og pizzaer.

Menukortet er dog en smule forvirrende. Pizzaerne er ikke opremset efter pris, og umiddelbart er der heller intet system i navngivningen. Og dog: De dyreste pizzaer er navngivet efter albanske byer, hvilket den ene af madanmelderne opdagede, da han har rejst en del i Albanien. Det er dog ikke alle forundt, og umiddelbart ikke så hensigtsmæssigt, at man skal have så stort geografisk kendskab for at spotte lækkerierne.

Nå nok om det. Valget faldt på pizzaen Skhodra (by i det nordlige Albanien) med italiensk salami, mozzarella, cherrytomater og basilikum. Derudover bestilte vi en kebab Rahovec med fladbrød, salat, dressing, tomatsauce og lammekød.

Hurtig levering

Maden ankom hurtigt og til det aftalte tidspunkt, og retterne duftede dejligt og var stadigvæk lune. Lækkert.

Ellers var det værd at notere sig, at pizzaen var bakket ned i en særlig pizzabakke med en slags termoisolering. Bakken var dog en smule for lille til pizzaen, men omvendt betød det selvfølgelig bare at pizzaen var stor, så det klagede vi bestemt ikke over, da vi var sultne.

Pizzaen var blevet mast en smule sammen, men det gjorde nu ikke alverden.

Begge retter så desuden appetitlige ud.

Dejlig pizza

For at starte ud med det klart mest positive, så lad os med det samme slå fast: Pizzaen smagte virkelig godt.

Der var nogle enkelte skønhedspletter, men det var bestemt i småtingsafdelingen. Bunden var ikke helt sprød, og havde nok haft godt af et lille minut mere i ovnen. Til gengæld var det tydeligt, at der var kræset om dejen, som havde en lækker smag og konsistens.

Bunden var luftig, men lidt mere sprødhed havde ikke gjort noget.

”Normalt spiser jeg ikke skorpen, men her har jeg virkelig lyst til at spise den,” erklærede den ene anmelder.

Alle smagene på pizzaen kom til sin ret. Den italienske salami var dejlig, krydret med en snert af fennikel, som passede perfekt sammen til den dejlige og ekstremt cremede Mozzarella let sødlige smag.

Der kunne stort set ikke sættes en finger på pizzaens smage, og der var derfor også store forventninger, da vi skulle sætte tænderne i den efterfølgende kebab.

Sjasket og oversød kebab

Desværre levede kebaben ingenlunde op til forventningerne.

Lad os dog med det samme slå fast, at der var blevet brugt nogle lækre råvarer. Brødet var lækkert og luftigt, kålen var sprød og frisk, og det let rosa lammekød i store flager, som ikke virkede som om det var skåret fra en rulle, var dejligt og smagfyldt.

Desværre blev det hele overdøvet og ødelagt af den tomatsauce, som kebaben var sjasket ind i. Det var en utrolig tynd sauce, som gjorde hele kebaben til en våd oplevelse, og umulig at spise med fingrene. Derudover var tomatsaucen hvinende sød, hvilket absolut intet godt gjorde, da den overdøvede alle de andre smage, og næsten fik kebaben til at smage som en slags dessert.

Kebaben var utrolig våd, hvilket også gjorde den umulig at spise med fingrene uden at blive sjasket til.

Det er værd at bemærke, at tre ud af fire kebaber på Konstantinobels menukort er med tomatsauce. Forhåbentlig var denne udgave af saucen en enlig svale, for den gjorde intet godt. Den var simpelthen for sød og sjasket, og ødelagde de andre ellers så lækre ingredienser. Man må dog rose Konstantinobel for at forsøge at retænke den klassiske kebab, desværre var det et fejlslagent forsøg i denne omgang.

Konklusionen

For de to retter gav vi 149 kroner inklusive levering.

Hvis det kun var pizzaen der skulle anmeldes, ville den helt sikkert have scoret en højere bedømmelse, men den våde kebab trækker desværre gevaldigt ned.

Alligevel gør den virkelig lækre pizza, at vi ender med at give Konstantinobel følgende bedømmelse:

Konstantinobel Kebab & Pizza scorer fire bølger. Levering til tiden, fair priser og en rigtig dejlig pizza trækker bedømmelsen op.

SÅDAN GØR VI:

Vi bestiller det på menukortet, vi tror vil skabe den bedste smagsoplevelse for os selv, men altid minimum to forskellige retter.

Vi kigger på:

1. Bliver maden leveret til tiden. Nogle bestillinger bliver foretaget i dagtimerne, andre om aftenen, så derfor ser vi ikke på, hvor hurtigt det ankommer – men blot om den ankommer nogenlunde til den lovede tid.

2. Maden – naturligvis det vigtigste parameter. Er den stadig varm, når den ankommer? Smager det godt, og stemmer det overens med, hvad der er bestilt.

3. Prisen – Pris og kvalitet bør naturligvis hænge sammen. Hvis maden er i den billige ende, kan det godt betyde, at vores forventninger er mindre. Derimod forventer vi også, at man kan smage forskel, når maden er i den dyrere ende.

Stedet får mellem nul og seks bølger.

 

Anbefalet til dig