I vores jagt på den bedste take away, har vi efterhånden vænnet os til at skimme os igennem nogle gigantiske menukort. Det samme gør sig gældende hos Pizza Time, hvor man både kan bestille burgers, pastaretter, pitabrød, durum-ruller, salater og hele seks forskellige typer af pizzaer.
Den ene anmelder besluttede sig hurtigt for en Falafel Durumrulle, mens den anden anmelder, som var fast besluttet på at bestille en pizza, var mere tøvende.
Kendetegnende for de fleste af Pizza Times pizzaer er tilsyneladende, at der ikke bliver sparet på ingredienserne. Mange af dem har to eller tre forskellige kødtyper som topping. Efter kortvarigt at have dvælet ved Hawaii-klassikeren, besluttede den anden anmelder sig i stedet for en ”gourmet pizza” ved navn Mozza med tomatsauce, mozzarella, pepperoni, salatmix og champignon.
Ankom næsten på klokkeslættet
Maden blev bestilt en lørdag aften, hvor der typisk er travlt i køkkenerne. Ikke desto mindre ankom maden fra Pizza Time på det lovede tidspunkt, næsten på klokkeslættet. Maden blev overbragt med et smil og en høflig hilsen. Desværre skulle det vise sig at blive aftenens højdepunkt.
Man spiser jo altid lidt med øjnene, og maden fra Pizza Time så okay ud ved første øjekast. Falafel-rullen så ud som en falafel-rulle nu engang gør. Pizzaen havde desværre fået et ordentligt trykseksten under transporten, hvilket gjorde at salatbladene var blevet trykket helt ned i den øvrige topping, men den så faktisk stadigvæk ret appetitlig ud med sinee fine farver.
Begge retter var også stadigvæk behageligt lune.
Tør og kedelig falafel
En ting er hvordan maden så ud, noget andet hvordan den smagte. For at starte med falafel-rullen konstaterede anmelderen efter den første snes bidder tørt, at den ”ikke er værd at skrive hjem om.” Men det er jo nu engang det vi gør - så anmelderen måtte forsøge at sætte nogle flere ord på rullen.
”Kedelig” og ”tør” var desværre to af de udtryk, som blev benyttet. ”Jeg tror det er den mest underkrydrede falafel, jeg nogensinde har fået. Den smager af kikærter og intet andet,” sagde anmelderen og konstaterede derudover, at rullen i det hele taget var tør. Der manglede i den grad både krydderi og dressing. På positivsiden virkede salaten frisk og havde stadigvæk sin sprødhed.
Den anden anmelder smagte også et par bidder, og var enig i bedømmelsen, dog med den lille positive tilføjelse, at brødet smagte glimrende.
Slatten og olieret pizza
Pizzaen var falafel-rullens diametrale modsætning. Hvor rullen var tør, var pizzaen det ingenlunde. Men lad os starte med at konstatere, at pizzaen dumpede den klassiske pizzabunds-test:
Hver slice hang slatten mellem fingrene. Hvad værre var dog, at bunden heller ikke smagte godt eller havde en god konsistens. Den var godt nok tynd som den skal være, men overhovedet ikke sprød, og overhovedet heller ikke luftig på nogen måde, hvilket gav mindelser om en gang pap.
Pizza-anmelderen har altid set en smule skævt til de personer, som levner kanterne, men i det her tilfælde måtte han faktisk gøre en undtagelse og selv levne kanterne.
Ser man bort fra bunden var den klart mest gennemtrængende smag en krydret smag, som vi formoder kom fra pepperonien. Pizzaen var dog smurt ind i olie på toppen, den nærmest glitrede, så begge anmeldere var faktisk i tvivl om, der var blevet hældt chili-olie på toppen – eller om det blot var den mislykkede bund, som ikke kunne absorbere noget som helst afsmeltet fedtstof fra den stærkt krydrede pepperoni.
Pizzaen glitrede ligefrem i lyset.
Under alle omstændigheder gjorde den kraftige smag, at det overhovedet ikke var muligt at smage andet, og hverken champignon eller de olieindsmurte salatblade kunne smages. Det havde absolut ingen forskel gjort om man havde fjernet begge ting fra pizzaen. Pepperonien stjal hele billedet, hvilket næppe kan komme som den store overraskelse, når man sætter en så krydret pølse sammen med fine raffinerede smage.
Halvvejs gennem spisningen gav pizza-anmelderen op, og overlod resterne til den anden anmelder, som kunne fremvise en smule større begejstring.
”Man kan sige meget om den, men jeg ville elske den her fedtede stærke olie, hvis jeg var fuld og på vej hjem fra byen. De burde bare omdøbe den til gåhjemfrabyen-pizza,” sagde hun, men måtte give den anden anmelder ret i, at pizzaen var nogenlunde så langt fra gourmet, som man kan komme.
Konklusionen
For de to retter måtte vi af med 145 kroner inklusive levering. Maden ankom til tiden, hvilket naturligvis trækker op, men maden i sig selv trækker til gengæld ned.
Pizzaen som var den klart dyreste ret (80 kroner) var på ingen måde en "gourmet pizza," som der står på menukortet. En mislykket bund, en stærkt krydret pepperoni og en mystisk olie stjal hele billedet.
Falafel-rullen var underkrydet over grænsen til det kedelige. Der manglede også dressing. Til gengæld var salaten frisk.
Alt i alt ender vi med at give Pizza Time følgende vurdering:
Maden var på ingen måde overbevisende, til gengæld var leveringen i top, hvilket gør at Pizza Time får to bølger ud af de mulige seks.
SÅDAN GØR VI:
Vi bestiller det på menukortet, vi tror vil skabe den bedste smagsoplevelse for os selv, men altid minimum to forskellige retter.
Vi kigger på:
1. Bliver maden leveret til tiden. Nogle bestillinger bliver foretaget i dagtimerne, andre om aftenen, så derfor ser vi ikke på, hvor hurtigt det ankommer – men blot om den ankommer nogenlunde til den lovede tid.
2. Maden – naturligvis det vigtigste parameter. Er den stadig varm, når den ankommer? Smager det godt, og stemmer det overens med, hvad der er bestilt.
3. Prisen – Pris og kvalitet bør naturligvis hænge sammen. Hvis maden er i den billige ende, kan det godt betyde, at vores forventninger er mindre. Derimod forventer vi også, at man kan smage forskel, når maden er i den dyrere ende.
Stedet får mellem nul og seks bølger.
