Når et teater sælger en forestilling som ”Leverpostej-erotisk-julefrokost-kabaret” dukker der øjeblikkeligt visse rædselsscenarier op i baghovedet. Det lugter af akavet onkel-humor tilsat den sædvanlige pinlighedsdrevne fascination af røvballer og kopimaskiner, som man efterhånden forventer når begreber som erotik og julefrost blandes sammen.
Porno er dog langt mere raffineret end forestillingsbeskrivelsen lader skinne igennem. I stedet for den annoncerede gumpetunge julematiné serverer Momentum en alsidig buffet af skuespil, dans, musik, akrobatik, lysshow og avantgarde stand-up, hvor humorbarometernålen kun en eller to gange daler ned i det fladpandede område.
Dagsaktuel forestilling
Teater Momentum er kendt som den frække dreng i Odenses teaterklasse. De er generelt modige og bramfrie i deres omgang med svært håndterlige, politisk betændte emner, og det taler til teatrets fordel at en juleforestilling ikke får dem til søge kompromiser eller dæmpe stemmen. Porno handler om porno, der må siges at være et dagsaktuelt emne, som de færreste rigtigt har lyst til at røre ved.
I dagene omkring premieren på Porno gik store dele af internettets undergrund i panik over at billedblogmediet Tumblr planlægger at forbyde pornografi fra midten af december. Det har skabt migrationsbølger på millioner af pludseligt digitalt statsløse erotomaner og fetichister, BDSM-entusiaster og Hentai-fans, der nu må finde nye tilholdssteder på nettet. Uforvarende er Momentum parat med en forestilling, der kommenterer lystigt på mange af de ting, der er med til at generere censuren på nettet.
At internettet, som den uden tvivl vigtigste faktor for pornografien nogensinde, har været med til sætte perversiteterne fri nævnes overfladisk, men ofte i Porno. Men nettets betydning for pornografiens udvikling er med krystalklar tydelighed til stede i scenografien.
Imponerende scenerum er en perfekt pornometafor
Hele scenerummet, inklusive publikumspladserne, er integreret i én stor, genial scenekonstruktion. Selve forestillingen foregår i en rektangulær arena, som publikum placerer sig hele vejen rundt om. På den måde virker skuespillerne ekstra udsatte. Det er placeret under publikum, ikke hævet på en scene over dem. Og publikum tvinges samtidig til at se hinanden i øjnene.
De medvirkende har dog uhindret adgang til publikum, mange af de mest intense øjeblikke i kabareten udspiller sig direkte på bordpladen, hvor man sætter sin drink. Det er et fantastisk effektivt scenografisk greb, der udnyttes fuldt ud. Som en ekstra detalje bringer opbygningens visuelle mindelser om renæssancens nadvermalerier – og man kan vel påstå at nadveren var verdens første julefrokost.
Det, at alle i salen, med undtagelse af teknikeren, konstant bliver udsat for hinandens blikke, og ikke kan vende blikket bort, uden at gå glip af forestillingen, er et rigtig godt billede på de sociale mekanismer i moderne pornografi. Mængden af amatør- og næramatør-pornografi er stærkt stigende, og man skal ikke lede i mange minutter, før man finder hjemmesider hvor folk deler frække billeder af sig selv og hinanden. Vi er alle sammen blevet hinandens pornostjerner, og det bliver illustreret glimrende med den innovative sceneopbygning.
Hvor blev frisindet af?
Til gengæld er mange af kabaretens numre desværre underligt konservative i deres behandling af emnet. Det skorter ikke på sjofelheder i dialogen eller malende kropslige beskrivelser af parringsakten, men holdningerne bag underholdningen virker ofte til at være porno-negativ.
Porno opbygger en forestilling om at porno gør folk perverse og ulykkelige, at pornoen fordrejer virkeligheden og gør 12-årige drenge til skærmjunkier uden følelser. Forestillingen fremhæver gang på gang hvordan porno objektificerer mennesker, udnytter de socialt svageste, og paradoksalt nok samtidig viser sex, der kræver umulig fleksibilitet, styrke, stamina og kvalmetolerance – og altså er umulige for normale mennesker at leve op til seksuelt. Det er altsammen kritikpunkter der er sande om visse aspekter af pornografien, men langt fra det hele, og det er fortærskede argumenter. Forstå mig ret, det er en vigtig diskussion, men jeg havde forventet mig mere frisind og mindre alarmisme.
Det meste af kabareten har dog hjertet på rette sted, og forfatterne fra Skrivekollektivet har fundet frem til nogle poignante iagttagelser. Der er adskillige morsomme scener, hvor pornoens særegne sprog bliver behandlet - for det er et spøjst sprog fyldt med dets helt egne metaforer og ordlege. De anstødelige ord prustes, synges, gentages som mantraer, råbes og klynkes, til de enten mister deres betydning eller antager en ny. Det er solidt skrivearbejde, der dygtigt udnytter en værdifuld ressource.
Én lille godbid der skiller sig særligt ud, ved at kombinere det lingvistiske med det kontroversielle, det obskøne med det politiske, er en monolog fremført af Mohamed Ali Osman. Heri udstiller han det interessante fænomen, at race-lingo der betragtes som arkaisk og politisk ukorrekt stadig anvendes indenfor pornografien uden at nogen undrer sig over eller rigtigt tager anstød af det. At det er her vi gerne må fantasere om en "stor sort negerpik" (kabaretens ord, ikke mine) mens resten af verden udadtil forsøger at virke så farveblind som muligt. Og det er da egentlig et ret befriende træk ved pornografien, at hvis man for eksempel tænder på asiater, kan man søge efter dem.
Mohamed Ali Osman.
Orgasmiske stunts og prustelyde
Jeg kunne anbefale Porno alene på grund af scenekonstruktionen, men jeg vil også gerne fremhæve den mangel på lumre platheder jeg nævnte i starten. Sex og måske især porno er emner vi stadig er enige om at være flove over. Det kræver meget af både forfattere, instruktør og skuespillere at håndtere det, uden at ty til dårlig humor. Men humoren holder.
Det er sjovt at se voksne mennesker te sig fjollet - og her bliver det heldigvis aldrig rigtigt pinagtigt. Der er altid en pointe bag galskaben, den sprælske musiceren, de orgasmiske stunts og prustelydene - om man så er enig med pointen eller ej, er det vigtigt at et emne som porno, der faktisk berører folk følelsesmæssigt, ikke bare bliver det rene klovneri.
En anden god ting ved Porno, er en ting den ikke gør. Den sceneopbygning jeg flere gange har hyldet, gør det muligt at involvere publikum aktivt i forestillingen. Det er normalt ikke noget jeg er tilhænger af. I alt for mange forestillinger tager man ligesom publikum som gidsler, og tvinger dem til at deltage i noget, de har betalt for at se på. Det er efterhånden også en træt gimmick.
I Porno går man lige til grænsen mellem det finurlige og det ubehagelige. Der er øjenkontakt, men ingen berøringer, og det er til at leve med. Men ærlig talt, hvis publikum ønsker at tage del i en forestilling, de ikke i forvejen kender manuskriptet bag, vil de nok melde sig til noget rollespil i stedet for.
Porno er alt i alt en ganske fremragende moderne kabaret, med mange huskværdige indslag.
Porno spiller (!) indtil d. 22. december på Teater Momentum i Ny Vestergade 18.
