Foruden Glenn Close huser filmen også talenter som Jonathan Price (Brazil, Pirates Of The Caribbean) og Christian Slater (True Romance, Heathers). Førstnævnte spiller en succesfuld forfatter, som vinder nobelprisen i litteratur. Ved sin side har han Glenn Closes karakter, Joan. Joan er en stærk; men stilfærdig kvinde, som uden afvigelse står ved sin mands side på trods af affærer og flirtende udskejelser. De to rejser sammen til Sverige for at modtage Nobelprisen, men på rejsen møder de skribenten Nathaniel, spillet af Christian Slater. Nathaniel får Joan til at stille spørgsmålstegn ved det liv, hun har skabt i sin mands skygge, samt den rolle hun har fået i ægteskabet.
At udredde flere detaljer af filmens plot vil ødelægge oplevelsen ved at se den. Filmen har små diskrete, men virkningsfulde overraskelser undervejs, som giver en spændende karakterudvikling for Glenn Close at arbejde med. Dette producerer en diskret, men emotionelt stærk præstation fra den aldrende stjerne, som beviser at hun absolut ikke er færdig på det store lærred.
Jonathan Pryce leverer ligeledes en skarp præstation som Mr. Castlemann, den geniale forfatter. Hans samspil med Glenn Close er en fornøjelse at se på, og hans karakter er lige dele dragende og frastødende. En svær men veleksekveret rolle.
Små skønhedsfejl
Filmen udnytter sine karakterers udvikling til fulde og bruger frække fortælletekniske greb, som trækker både historie og roller i overraskende retninger. Filmens største minus er dog at historien snøvler sig langsomt frem. Dette er ikke per definition et minus, men i dette tilfælde savnede jeg til tider en lidt mere gnidningsfri fortælling. Desuden er Max Irons (The Host, Red Riding Hood) med i rollen som det aldrende pars yngste søn, og det er klart filmens største minus. Hans karakter bidrager ikke med noget og bruges udelukkende til at understrege i forvejen tydelige pointer i historiens forløb. Hans karakters egen fortælling er en både noget fortærsket og uoriginal en af slagsen og kunne sagtens have været udeladt.
The Wife er et velspillet og velskrevet drama, som ubesværet kommer omkring en lang række svære følelser og dilemmaer. Glenn Close leverer endnu engang en Oscar-værdig præstation, som virkelig burde sikre hende prisen denne gang. Selvom Glenn Close velfortjent stjæler billedet, skal der også lyde ros til Jonathan Pryce i en rolle som er flot balanceret mellem hans karakters to poler. Desværre bliver filmen en anelse lang i spyttet, og kunne have haft godt af en ekstra opstramning i klipperummet. Sidst men ikke mindst er Max Irons karakter både forstyrrende, uoriginal og unødvendig. En ærgerlig tilføjelse til en ellers velfortalt fortælling.