I Danmark er almindelig hudkræft en meget hyppig kræftform, og antallet af nye tilfælde er fordoblet inden for de sidste ti år. Heldigvis kan sygdommen stort set altid helbredes. Den mest effektive måde at behandle lidelsen på er med Mohs kirurgi. Bliv klogere på almindelig hudkræft og Mohs kirurgi her.
UV-stråler er den hyppigste årsag til hudkræft
Almindelig hudkræft består af en eller flere ondartede knuder eller skællende pletter i huden. Der findes to hovedtyper af kræft i huden–basalcellekræft og pladecellekræft, hvoraf førstnævnte er den mest almindelige type.
De ultraviolette stråler fra solen er den overvejende årsag til sygdommen, hvorfor den oftest udvikler sig på de områder af kroppen, der hyppigt bliver udsat for sol, f.eks. ansigt, nakke, isse og hænder. Det, der har betydning for udvikling af almindelig hudkræft, er den samlede mængde sollys, man har været udsat for. Derfor er det typisk ældre mennesker, som har fået meget sol igennem livet, der får konstateret lidelsen.
Behandling med Mohs kirurgi
En af de mere effektive behandlinger af hudkræft er Mohs kirurgi. Under indgrebet bliver den synlige kræft i huden og en mindre bræmme af det sunde væv, som ligger rundt om, fjernet.
Herefter bliver vævet med det samme undersøgt i mikroskop efter Mohs principper, hvor vævet deles, markeres, fryses på et objektglas, skæres i meget tynde skiver og farves for at se, om der er resterende kræftceller i kanten og dybden.
Finder man kræftinficeret væv, fjerner man et nyt hudlag, hvor de ondartede celler blev fundet. Hele processen bliver gentaget, indtil der ikke længere findes kræftceller i vævet.
Behandlingen foregår under lokalbedøvelse. Du er således altid ved bevidsthed under operationen.
En lav grad af ardannelse
Da kræft i huden i de fleste tilfælde breder sig udenfor det synlige område, er det således ikke muligt at vide på forhånd, hvor langt det har spredt sig. Derfor er Mohs kirurgi en meget effektiv behandling, da man her løbende tjekker vævet og dermed kan spare mest muligt rask væv.
Faktisk fjernes der op til 40 procent mindre væv end med standard kirurgi. Det betyder, at man både bliver kræftfri og ofte får et meget pænt kosmetisk resultat med mindst mulig ardannelse.