Afsindig stærk ost fundet i Vejle: Kommer snart i butikkerne

Af: Helge Rahbek

|

11/09/2018

Der er nær ved undtagelsestilstand i landets supermarkeder på grund af Arlas nye stærkost, som snart kommer på markedet.

Lige nu læser andre også

I Coops 435 butikker er man i gang med at indrette et separat aflukke ved ostedisken. I Dansk Supermarked afventer man situationen. Lidl lancerer en særligt isoleret klokke, hvor osten kan stå uden at forstyrre de handlende. Aldi vil slet ikke røre ved den.

Årsagen: Den nye ost fra Arla, som er blevet døbt Gamle Oles Mor.

Tidligere på året fandt Arla på det hedengangne Vejle Ostelager og Pakkeri en flere hundrede år gammel osteklump på bunden af en såkaldt ”kærner.”

Fundet viste sig at være aflejringer fra en ur-osteproduktion, som havde forsynet nærområdet før den moderne mejeridrift.

Som splinter fra Jesu kors

Analyser viste, at der var tale om en grundost. De første forsøg på at gendanne ostekulturen mislykkedes.

“Men da vi begyndte at bruge grundosten og betragte den som en slags surdej, begyndte det at give pote,” siger osteudvikler, Emma Havarti.

“Det betyder, at alle der køber et stykke af Gamle Oles Mor med hjem også får et originalt stykke af grundosten med. Man kan sammenligne det med at bruge splinter fra Jesu kors i tændstikæsker.”

Derfor er Gamle Oles Mor også yderst kostbar. I Lidl kommer 100 gram til at koste 248 kr, mens Coop vil sælge osten pr. gram ligesom trøfler og forventer en salgspris på 2,69 kr./gr.

“Det er en ost for feinschmeckere,” fortsætter Emma Havarti: “Men til den pris får man også en ost, der ikke kan dæmpes eller bedøves. Hverken sky eller pære på toppen formår at dæmpe den ældgamle aroma fra grundosten!”

Satiren er bragt i samarbejde med TheNews.dk

 

Anbefalet til dig