Anmeldelse af Vejles nye golfbane: Trôndur Parkeringshus

Bagsiden
Vores golfspiller blev sendt i marken for at teste den nye golfbane ved Trôndur Parkeringshus.
Via Facebook har vi i weekenden kunne erfare, at der er åbnet en ny golfbane i Vejle med placering i parkeringshuset Trôndur. Vejle24 var naturligvis på sagen, og vi tog derfor ud og testede banen af.

Lige nu læser andre også

I Vejle Kommune vil de fleste være bekendte med, at der findes fire golfbaner. Vejle Golf Club, Kellers Park Golf Club, Jelling Goldklub og Give Golfklub. Det kom dog Vejle24 for øre, at der befinder sig en helt femte golfbane i Vejle, og beliggenheden er meget central.

Trôndur Parkeringshus har i weekenden transformeret sig til en vaskeægte golfbane, men det har de fleste vejlensere nok allerede erfaret via diverse opslag på Facebook. Vejle24 pakkede derfor køllerne ned i baggen, og drønede derefter af sted for at teste vores jern på Vejles helt nye golfbane.

Langt væk fra den skotske natur

Hvis man forventer store idylliske grønne områder, som man kender det fra golfens fødeby St. Andrews, så bliver man i den grad skuffet, når man slår vejen forbi Trôndur Golfbane. Vi havde på forhånd skærpet vores forventninger, men førstehåndsindtrykket var mildt sagt katastrofalt.

Da golfbanen i Trôndur har en relativ central placering, var vi klar over, at vi nok skulle lede længe efter den skønne natur. Selve banen var da også tørlagt for vores O2-skabende venner, der normalt bidrager til en ret stor del af oplevelsen på en golfbane.

Dette vil uden tvivl skræmme den helt store golfaficionado, men vi valgte ikke at skue hunden på hårene, og gik derfor ind til banens første hul med et frisk sind.

Gratis golf trækker naturligvis op i bedømmelsn.

Store hældninger og to timers gratis green-fee

Overordnet set har de danske golfbaner et godt niveau, men kvaliteten daler altid sidst på året grundet vejret. Med tanke på, at Trôndur Golfbane havde første åbningsdag i weekenden, så hørte kvaliteten ingen steder hjemme.

I tennis kan man spille på hardcourt-baner, og det kan man nu åbenbart også i golf. Græs var der intet af, og underlaget i Trôndur mindede mest af alt om underlaget på en forladt minigolfbane i krigsramte Aleppo, så de vinder derfor ingen point på dette.

Det var også svært at finde hoved og hale i, hvor vi kunne tee op til første hul, da der hverken var skilte eller anvisninger ved indgangen til banen. Det trak i den grad ned i vurderingen, men omvendt er det muligt at få to timers gratis green-fee, og derefter koster det kun 10 kroner pr. time. Anvisningerne havde de dog rettet op på ved senere huller. 

Endelig var der kommet skilte til banens huller. Her ser det svære hul 4.

Vi erfarede hurtigt, at banens sværhedsgrad ville ligge helt i toppen, hvis den var med på PGA touren. Det skyldes især de mange hældninger på golfbanen, der på toppen måler 15 højdemeter.

Banens design var meget ensformigt, og det virkede lettere hasarderet, at publikum kunne få lov at placere deres biler helt tæt på banen. Det var dog på eget ansvar, men det lader ikke til, at publikum var blevet gjort opmærksomme på dette. Vi mødte hvert fald en lettere vred publikummer, da et mislykket drive endte i bunkeren, der på denne bane var forruden på en parkeret Audi A8. Publikummeren blev ikke i meget bedre humør, da vi skulle bruge tre slag fra kølerhjelmen for at komme videre.

Resultatet af dette drive var en ødelagt forrude og buler i kølerhjelmen på en Audi A8.

Efter de første tre huller følte vi os dog godt til rette på banen, men allerede på hul 4 stødte vi på banens absolut sværeste forhindring. Et drive endte ude i roughen, og det krævede derfor et ekstra slag at få bolden ud på fairwayen igen. På hul 4 oplevede vi i øvrigt banens eneste grønne område. 

Det var utrolig svært at komme tilbage på fairway, da bolden landede i roughen.

Det var desværre ikke oplyst, hvad banens par ligger på, men vi gik fra banens 18 huller med en samlet score på 172. Spillet føltes forholdsvis godt, og vi antager derfor, at det må være en godkendt indsats der ligger en anelse under banens par.

Bedømmelsen

Det har ikke været nogen helt let opgave at skulle give en karakter til Trôndur Golfbane, og trods den store skuffelse ved ankomsten, så klarer banen sig til lige under middel.

Vi har derfor valgt at belønne Trôndur Golfbane med følgende vurdering:

Trôndur Golfbane får to bølger ud af seks mulige.

Var det udelukkende banen der skulle bedømmes, ville vi lande på 0 bølger, men flere forhold gør, at det trækker op.

Du har mulighed for at få to timers gratis green-fee ved ankomst, og samtidig er det Vejles eneste overdækkede golfbane. Man har derfor mulighed for at spille i alt slags vind og vejr.

Samtidig må man også rose parkeringsforholdene. Ingen anden golfbane i Vejle Kommune kan præstere så flotte parkeringsforhold, hvor man endda træder direkte ud på banen, når man forlader sin bil. Er man tilhænger af golfbaner der er svære at spille på, så er Trôndur også lige sagen, men man skal dog være opmærksom på, at stilhed er en nødvendighed, da banen er placeret op ad et beboelsesområde.

Anbefalet til dig