De er angiveligt svømmet hele den lange tur fra Flensborg Fjord, hvor de er set gå i vandet tæt ved Förde Golf Club. Klubben ligger tæt på Glücksborg, hvorfra den danske stat har tradition for at importere lavadelige tyske familier til at bestyre Amalienborg og det mærkværdigt udavlede danske monarki.
Svinene er svømmet op gennem danske farvande og er flere steder gået i land, hvorfra de har hærget flere små fiskerbyer i det Sydfynske Øhav.
Ikke mindst Assens fik de klovbærende bæsters kærlighed at føle, da de tyske vildorner forgreb sig på et antal lyserøde økologiske ungsøer lidt uden for byen.
Op til otte økologiske landmænd fra forskellige egne langs deres invasive søvej mod Vejle melder om, at de tyske vildorner er gået i land og har indladt sig med de lokale tamsøer.
»Jeg er ikke i tvivl om, at de tyske møgsvin foretrækker ungt økologisk kød,« klager biodynamisk landmand, Toke Kløvedal Seier Christensen, som er skræmt fra vid og sans ved tanken om, at de indtrængende lidderbasser kan være bærere af den frygtede afrikanske svinepest.
Her til morgen er der i Vejle by observeret vildsvin så langt inde som i Byparken, hvor nogle af vildsvinene tilsyneladende har slået sig ned ved Byparkens Sø … (opdateres)