Hvaler har det med at søge mod land, når enden er nær.
Det er en erkendelse, som Vejles både driftige, agile og visionære turistchef, Rasmus Graevling er nået frem til efter at have konstateret, at intet får medierne så meget i selvsving som døende hvaler – senest det nu motorsavs-obducerede 10 meter lange pattedyr, som forleden udåndede i Hobro.
"Mariager Fjord når sgu ikke Vejle Fjord til knæhaserne. Det er jo latterligt," siger en ophidset Graevling, og tilføjer: "Vejle Fjord har desuden til fordel, at alt levende dør så snart de når herind."
Slår helt ud på mediebaromeret
Turistchefen har store planer for fremtiden.
"Hvis ikke de åndsvage hvaler selv kan finde vej, skal vi nok lære dem. Jeg lover, at vi vil gøre alt for, at samtlige hvaler i danske farvande for fremtiden tager den sidste svømmetur i Vejle Fjord!"
Ifølge turistchefen, slår døde hvaler næsten lige så hårdt ud på mediebarometeret som DFs kriminalitets-ø og Inger Halløjbergs lagkager.
Rasmus Graevling har med eksklusiv og næsten honorarfri støtte fra statsministerfrue Solgryn Bulgur Løkke Rasmussen også nedsat et hurtigtarbejdende udvalg, der skal undersøge mulighederne for at afholde en færøsk grinde-festival i Vejle:
"Hvis de skide hvaler ikke selv kan finde ud af det, skal vi fanme nok få jaget harpunen i dem. Det bliver helt vildt. Børn, nyrige russere, kinesere og arabiske sheiker vil elske det!"