Ved den kommende Goodwood Festival of Speed 2024 vil et særligt køretøj tiltrække stor opmærksomhed.
Audi har gennem Audi Tradition nemlig besluttet, at de vil lave en en såkaldt replika af en urealiseret model, der stammer fra helt tilbage før anden verdenskrig.
Det skriver det tyske bilmagasin motor1.
Men for at forstå historien for bilen, skal man spole tiden over 90 år tilbage.
Tilbage i 1932 blev Auto Union AG, en direkte forgænger til Audi som vi kender det i dag, dannet ved en fusion af de fire tyske bilmærker Audi, DKW, Horch og Wanderer.
Samme år blev reglerne for en ny 750 kg-formel af motorsport offentliggjort, som skulle gælde for Grand Prix-konkurrencer fra 1934 til 1936.
I spidsen af projektet for det nye selskabs racer-ambitioner blev en særdeles velkendt mand i bilverdenen indsat; Dr. Ferdinand Porsche.
Hans designkontor i Stuttgart fik til opgave at udvikle en racerbil efter de nye specifikationer, og resultatet blev Auto Union Type A - en bil der hurtigt satte verdensrekorder.
Parallelt med udviklingen af Grand Prix-racerbilerne planlagde Auto Union og Ferdinand Porsche også en vejgående sportsvogn, Auto Union Type 52.
Designet skulle kombinere sporty dynamik med praktisk anvendelighed og havde en 16-cylindret motor med en ydelse på omkring 200 hk, hvilket var utroligt højt for tidens standarder.
På trods af de avancerede planer blev projektet dog skrinlagt i 1935 og forsvandt i arkiverne.
Lige indtil 2023, hvor projektet blev genoplivet.
Her fik Audi Tradition hjælp af Crosthwaite & Gardiner, et engelsk restaureringsfirma, til at bygge en replika baseret på de originale dokumenter og tegninger.
Resultatet er en imponerende bil, der vejer 1.750 kg og har en tophastighed på omkring 200 km/t. Førersædet er placeret centralt, med passagersæderne forskudt bagud, hvilket giver en unik køreoplevelse.
Tom Kristensen skal sidde i førersædet
Den nybyggede Auto Union Type 52 vil blive præsenteret på Goodwood Festival of Speed 2024, hvor den vil blive kørt af Le Mans-legenden Tom Kristensen og Hans-Joachim "Strietzel" Stuck.
Hans-Joachim Stuck er søn af Hans Stuck, der blev kendt som "Bjergkongen" for sine bedrifter i motorsportens verden.
Audi Tradition har med genoplivning sikret, at Auto Union Type 52 får den opmærksomhed og anerkendelse, den fortjener, som en vigtig del af bilhistoriens udvikling.