Chokerende afsløring om populære Tesla-modeller: Der er grund til bekymring

Biler
Foto: Wikimedia Commons
Foto: Wikimedia Commons
"Når der er grund til bekymring, skyldes det, at..."

Lige nu læser andre også

Det er ikke kun salgstallene, der på det seneste har drillet Tesla.

Adskillige tilfælde af væsentligt slør i ratstammen og baghjulsophænget på de populære modeller Model 3 og Model Y pibler frem.

Både i FDMs rådgivning, hvor medlemmer henvender sig, og på FDMs testcentre i forbindelse med bilsyn og garantitest er sløret velkendt.

FDM kunne tidligere på året fortælle, at knap hver fjerde af de Tesla Model 3 årgang 2020, som sidste år var til syn, dumpede blandt andet på grund af væsentligt slør i vigtige dele.

Konkret oplever FDM, at der er så meget slør i ratstammemodulet på mange Tesla-biler, at rattet kan rykkes både fra side til side og op og ned.

Derfor er det FDMs vurdering, at mange af bilerne ikke er tilstrækkeligt sikre til, at de kan godkendes til syn.

Der opleves også slør i bøsningerne på bilernes baghjulsophæng, når bilerne løftes på bærearmene, ligesom andre biler, og ikke som Tesla foreskriver.

”Slør i hjulophæng og styretøj er noget, vi normalt først ser på ældre biler, som har kørt mange kilometer. Men med de to Tesla-modeller er der tale om nyere biler, og det er for tidligt, at der allerede opstår væsentligt slør her. Når der er grund til bekymring, skyldes det, at det er komponenter, der har betydning for sikkerheden, og derfor dumper vi dem til syn,” siger områdechef i FDMs tekniske rådgivning Lone Otto.  

FDM har gennem længere tid været i dialog Tesla, som ikke anerkender, at sløret skulle været et problem.

Efter et møde i maj med FDMs teknikere vil Tesla dog nu udarbejde en ny metode til at udmåle slør på bilerne under belastning.

FDM har også gennem længere tid været i dialog med Færdselsstyrelsen, der er myndighed på området.

Senest først i juni holdt FDM et møde med styrelsen, som her understregede, at biler med væsentligt slør i rat og hjulophæng ikke kan bestå det periodisk bilsyn.

Styrelsen påpegede også, at biler fra Tesla skal synes ud fra samme krav og metoder som alle andre biler.  

”At Færdselsstyrelsen så direkte bekræfter os i, at vores vurdering omkring slør og bilsyn er korrekt, er vi meget tilfredse med. Ikke mindst fordi vi i øjeblikket oplever, at bilejerne bliver kastebold mellem Tesla og synsvirksomhederne, som dumper bilerne,” siger Lone Otto og fortsætter:

"Det er ikke rimeligt. Vi mener heller ikke, det skal være op til Tesla eller andre bilproducenter selv at vurdere, hvordan de vil tolke reglerne for, hvornår der er tale om væsentligt slør i netop deres biler. Det bliver hurtigt elastik i metermål."

Er bilerne inden for garantiperioden, der for Tesla er på fire år (80.000 km), eller omfattet af den toårige reklamationsfrist, mener FDM, at der er tale om en mangel i købelovens forstand.

Har man en Tesla Model 3 eller Model Y, som nærmer sig garantiudløb, anbefaler FDM derfor, at man får testet bilen hos en uvildig, så evt. fejl eller slør kan blive rettet, mens garantien stadig gælder.

Der er indregistreret knap 37.000 Model 3 og godt 40.000 Model Y i Danmark.

Anbefalet til dig