Tesla chokerer i ny undersøgelse
Lige nu læser andre
Problemerne hober sig op for Tesla.
Danmarks mest populære elbil, Model Y fra årgang 2021, falder igennem ved det obligatoriske bilsyn i et omfang, der får advarselslamperne til at blinke. Det fortæller FDM i en pressemeddelelse.
Ifølge data fra Færdselsstyrelsen dumpede hele 45 procent af de synede biler hvilket er langt over gennemsnittet for elbiler, som blot ligger på syv procent.
Fejlene er ikke bagateller. Det handler især om bremser, lys, styretøj og hjulophæng, hvor netop slør i ophænget går igen i næsten hver fjerde bil.
Til sammenligning ses den samme fejl kun hos 0,1 procent af konkurrenten VW ID.4.
Læs også
Eksperter ryster på hovedet
Områdechef i FDMs tekniske rådgivning Lone Otto kalder det “rasende højt” og peger på, at kvaliteten ikke matcher populariteten.
Ifølge hende er problemerne ikke nye. Allerede sidste år advarede FDM om slør i styretøj og rat på både Model 3 og Y.
Model 3 klarer sig heller ikke bedre
Storesøsteren Model 3 dumper også i stor stil. Af de synede biler fra 2021 røg 34 procent igennem, en stigning på 48 procent sammenlignet med året før.
Fejlene er de samme: bremser, lygter, styretøj og hjulophæng.
Tesla tavs trods kritik
Tesla har ikke reageret på FDMs henvendelser og har fortsat intet fast serviceinterval, i modsætning til mange konkurrenter.
Læs også
Hos FDM anbefales det at få bilen tjekket af en uvildig fagperson, inden garantien udløber efter fire år.
Færdselsstyrelsen bakker op
Fire klager over FDMs syn blev alle afvist – Færdselsstyrelsen bakkede op om vurderingerne og pegede på korrekt tolkning af reglerne.
Tesla har siden ændret sine interne retningslinjer for, hvordan slør måles men uenigheden om årsagen til fejlene består.