Alle bilmærker, der konkurrerer i premiumbilsegmentet har et flagskib inden for luksus.
Hos Mercedes er det S-klassen, hos Audi er det A8'eren, og hos BMW er det 7-serien.
Alle tre er bredt kendte, men der er flere biler i samme klasse, der er gået i glemmebogen, og som i dag kan købes for en slik.
I årtier har franske bilproducenter kæmpet med at konkurrere mod tyske mærker som Audi, BMW og Mercedes i premiumbilsegmentet, men trods de mange forsøg har franskmændene haft svært ved at tiltrække den eksklusive kundebase.
Et af disse forsøg var Peugeot 607, som blev introduceret for 25 år siden som efterfølgeren til 605'eren.
Peugeot 607, der debuterede i 1999, var en imponerende stor sedan med en længde på næsten 4,9 meter.
Bilen tilbød masser af plads og høje komfortniveauer, som det forventes af en stor fransk bil.
Fra starten var den udstyret med avanceret teknologi og luksuriøse funktioner, herunder automatisk klimaanlæg, xenonlys, læderinteriør og mange elektriske justeringer.
Alt dette gjorde 607 til et attraktivt valg for dem, der søgte komfort og stil.
Alligevel havde Peugeot 607 svært ved at slå igennem på markedet.
Bilen blev produceret i 11 år og blev udfaset i 2010 uden en direkte afløser. De skuffende salgstal spillede formentlig en stor rolle i denne beslutning.
Kan købes til beskedent beløb
I dag er det sjældent at se en 607 på vejene, og mange af de oprindelige modeller er for længst blevet skrottet. Alligevel har bilen potentiale til at blive et samlerobjekt for entusiaster af fransk bilhistorie.
Aktuelt er der seks Peugeot 607 til salg på bilbasen, hvor de fås i priser helt ned til bare 20.000 kroner.
Priserne ligger tæt på hinanden; fem af de seks biler kan erhverves for mellem 20.000 og 35.000 kroner.
Der er dog en udstikker.
En lilla model fra 2006 med bare 77.000 kilometer på tælleren kan erhverves for 119.000 kroner.
Bilen er en en-ejers, og er udstyret med blandt andet automatikgear, lædersæder, 204 hestekræfter og el-sæder med memory.
Prisen fra ny var på over 700.000 kroner.
Du kan se bilen her.
Har sine problemer
Det er vigtigt at huske, at man køber en omkring 20 år gammel bil.
Kvaliteten af motorer og gearkasser på 607'eren er generelt pålidelig, men der kan opstå olielækager, og tandremmen på nogle benzinmodeller har et skifteinterval på kun 50.000 kilometer.
Elektriske problemer er også almindelige og bør undersøges nøje. Rust er en anden alvorlig bekymring, der kan blive en afgørende faktor ved næste syn.