En nylig YouGov-undersøgelse, der er foretaget af dækproducenten Michelin, antyder, at Danmarks veje snart vil summe af elbiler, og at næsten halvdelen af de danske bilister planlægger at skifte til en elbil inden for de næste fem år.
Dog er der en udgift på flere tusinde kroner, som de måske ikke er klar over.
Sådan skriver Boosted.
Undersøgelsen, der omfattede mere end 1.000 danske bilister, afslører en overraskende trend blandt yngre førere. Blandt aldersgruppen 18 til 34 år forventer 63 procent at køre elektrisk inden 2028.
"De helt friske tal vi står med sætter en tyk streg under, at danskerne er i gang med et markant skifte over mod elbilen, og at udviklingen ser ud til at fortsætte i høj fart i de kommende år", lyder det fra salgsdirektør for Michelin i Danmark, Claus Chouhan.
En af de primære drivkræfter bag denne tendens er forventningen om lavere driftsomkostninger. Mange danskere ser elbiler som en mere økonomisk valgmulighed sammenlignet med deres fossile modsætninger - primært på grund af lavere brændstofudgifter.
Men overgangen til elbiler er ikke uden udfordringer. Michelin i Danmark påpeger en ofte overset udgift: højere priser på dæk til elbiler.
"Merprisen for at udstyre f.eks. en Tesla Model Y med fire nye dæk kan sagtens ende på 4-5000 kroner sammenlignet med en traditionel familiebil", siger Claus Chouhan.
Det er en information, der er værd at have i mente, når man skal ud at købe en elbil.