Det går ud over sikkerheden: Så mange bilister kører med sommerdæk om vinteren

Biler
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Er du en af dem?

Lige nu læser andre også

For at sikre det optimale vejgreb, bør bilister skifte til vinterdæk, når temperaturen er omkring eller under syv grader det meste af døgnet.

Det sker ifølge DMI senere denne uge - og det er en rigtig god ide at få vinterdækkene monteret før den første sne og frost:

"Det første snevejr kommer altid bag på bilister i Danmark," siger Anette Bjørn Juncher, der er vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp.

Men det er ikke kun i sne og slud, at vinterdæk kommer til deres ret – vinterdæk giver også bedre vejgreb og bremseevne på våde og kolde vejbaner.

Sådan skriver SOS International i en pressemeddelelse.

Sidste vinters mange dage med hård frost og snestorme står sikkert tydeligt i erindringen hos mange. Alligevel kører hver tiende bilist rundt på sommerdæk i vinterføre.

En optælling, som Rådet for Større Dæksikkerhed, FDM og Dækimportørforeningen lavede i januar 2024, viste at hver tiende bilist kørte på sommerdæk. Det svarer til 238.000 personbiler.

Det går ud over sikkerheden i vintertrafikken, når bilister kører på sommerdæk i vinterføre:

"Dæk er nøglen til sikker kørsel. Vinterdæk er lavet af blødere gummi, der giver bedre vejgreb og bremseevne i koldt og vådt vejr. Det bidrager til sikkerheden og er med til at mindske risikoen for uheld," siger Jeppe Damgaard, der er teknisk chef hos SOS Dansk Autohjælp.

Vinterdæk har op til 30 procent kortere bremselængde end sommerdæk på kolde og våde veje.

På snedækkede veje er bremselængden op til 44 procent kortere. Det betyder i praksis en forskel på 20 meter ved en hastighed på 50 km/t på snedækket vej.

Tjekliste til vinterdæk

Tjek dækmønster

Gummiet må ikke være mørnet, og SOS Dansk Autohjælp anbefaler et dækmønster på minimum 3 mm – gerne mere

Tjek dæktryk

Når vinterdækkene er monteret, anbefales det at kontrollere dæktrykket. Er trykket for højt eller lavt går det ud over bilens styre- og bremseevne.

Oplysninger om det korrekte dæktryk til bilmærke og model findes oftest i enten instruktionsbogen eller ved fordøren i førersiden af bilen.

Tjek mærkning

Undersøg mærkningen på dine dæk (snefnugmærket er fra denne vinter lovpligtigt i Tyskland og Sverige)

Nye regler

Kører du en tur over grænsen til Tyskland eller Sverige, er det værd at vide, at det i vores nabolande er lovpligtigt at køre med vinterdæk i vinterføre.

Dæk mærket med M+S er ikke længere tilstrækkeligt. Dækkene skal være mærket med bjerg- og snefnugsymbolet (3PMSF).

Anbefalet til dig