Disse symboler afslører, om dine dæk er lovlige: "Det kan altså betyde bøder"

Biler
Foto: Continental
Foto: Continental
Kender du reglerne?

Lige nu læser andre også

Efter en lang januar er vinterferien her endelig.

For mange danskere betyder det en velfortjent kør-selv-ferie med familien, men turen i koldt terræn kræver ekstra fokus på dækkene – specielt hvis turen går til nabolandene

Ski- eller vinterferie i de franske alper, de svenske bjerge eller måske en tur til Sydtyskland eller Østrig? Lige nu ruller rigtig mange danske biler ud af garagerne med GPS’en indstillet til favoritdestinationen.

Er man én af de mange danskere, der tager bilen på ferie til Sverige eller Tyskland, er det dog nu endnu mere vigtigt at have styr på bilens eneste kontakt med vejen - dækkene.

Sådan skriver Continental i en pressemeddelelse.

"Det er naturligvis altid afgørende at have styr på bilens dæk, inden man kører på langfart. Men skal man gennem Sverige eller Tyskland, er der lige nu endnu mere grund til at dobbelttjekke dækkene på bilen. For nylig er der nemlig kommet nye regler for vinterdæk i Sverige og Tyskland, og det kan altså betyde bøder, hvis man ikke har de rigtige dæk på," fortæller Georg Nielsen, der er administrerende direktør for Continental Dæk Danmark A/S.

Tre bjergtinder og et snefnug

Når man kører til Sverige og Tyskland, er det nemlig ikke længere nok, at vinterdækkene er forsynet med et M+S mærke. Nu skal dækkene have symbolet 'Three-Peak Mountain Snowflake’ – et mærke med tre bjergtinder og et snefnug.

"Og der hvor det bliver lidt vanskeligt, er hvornår kravet rent faktisk gælder. I Sverige gælder kravet nemlig fra 1. december til 31. marts, hvis det er vinterføre," forklarer Georg Nielsen og tilføjer:

"I Tyskland gælder kravet, så snart der er vinterføre - og altså ikke kun en given periode af året. Derfor er det vigtigt, at man inden afgang er opmærksom på, hvordan vejret på vejen mod ens destination bliver, hvis man ikke har dæk med symbolet på bilen."

30 gange tungere vandflaske

Men det er faktisk ikke kun dækkene, der skal være på plads for at sikre en god køretur til vinterferiens destination.

Er bilen ikke pakket på en hensigtsmæssig måde, kan det ikke kun betyde lavere sikkerhed undervejs, men faktisk også gøre turen dyrere.

"Bremser du hårdt op, kan løs bagage være en farlig medpassager, hvis den ikke er pakket korrekt. En vandflaske med 0,5 liter vand kan for eksempel blive cirka 30 gange tungere, hvis bilen bremses hårdt op, og flasken flyver gennem luften. Løse genstande skal derfor placeres i lommer eller rum," fastslår Georg Nielsen.

Derudover kræver en feriepakket og tung bil også et andet dæktryk end normalt. Kører man med forkert dæktryk kan det gå udover både brændstoføkonomi og køreegenskaber.

"Kører man med for lavt dæktryk, når bilen er tung, går det udover styringen, hvis man f.eks. skal undvige eller bremse hårdt op. Samtidig slides dækkene hurtigere, og bilen skal bruge mere brændstof," forklarer Georg Nielsen – og tilføjer at, bilens anbefalede dæktryk oftest findes på dørstolpen, tankdækslet eller i bilens instruktionsbog.

Georg Nielsen anbefaler, at man rådfører sig med sit værksted eller en professionel dækforhandler, hvis man er i tvivl om, hvorvidt bilens dæktryk er tilstrækkelig, eller om ens dæk opfylder kravene til turen.

Anbefalet til dig