Godt for pengepungen: Særlig tendens breder sig blandt danske bilister

Biler
Foto: Google Street View
Foto: Google Street View
Er du hoppet med på bølgen?

Lige nu læser andre også

Et sæt dæk til alle årets udfordringer på vejene. Det er i stigende grad, hvad mange danske bilister foretrækker, når bilen skal have nye dæk.

Det viser en ny opgørelse fra værkstedskæden Dækpartner for salget af dæk i perioden januar til og med juni på tværs af de 22 værksteder rundt om i landet.

Her er der betydelig fremgang for salget af helårsdæk, som er steget 21 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Også salget af vinterdæk er vokset med 14 procent, mens salget af regulære sommerdæk er faldet 7 procent.

Eksempelvis har Dækpartners afdeling i Hillerød solgt 46 procent flere helårsdæk, mens afdelingerne i Randers og Horsens har solgt hhv. 36 procent og 17 procent flere helårsdæk i første halvår.

Sådan skriver Dækpartner selv i en pressemeddelelse, som Nyheder24 har fået tilsendt.

”Vi har i flere år set en tendens til, at stadig flere bilister vælger helårsdæk. De seneste tal fra vores værksteder viser, at den udvikling fortsætter ufortrødent i år,” forklarer Henrik Dybdal, der er Business Line Manager hos Dækpartner, og fortsætter:

"Vores værksteder fortæller, at det ofte er muligheden for at spare penge på dækopbevaring- og dækskifte mellem sommer og vinter, som driver bilisterne over mod en helårsløsning. Men samtidig har mange års milde vintre også gjort, at mange i dag anser helårsdæk som en ganske tryg løsning."

”Det betyder dog ikke, at vi ser et kæmpe skred væk fra den anbefalede løsning med sommer- og vinterdæk. Men særligt bilister, der måske er lidt presset på økonomien, eller som ved, at de kan lade bilen stå, hvis det bliver voldsomt vintervejr, vælger i stigende grad helårsdæk,” tilføjer han

Det typiske billede hos Dækpartner er, at investeringen i helårsdæk sker i forbindelse med køb af ny bil, eller når de nuværende dæk er slidt ned.

Derfor er salget også jævnt fordelt over månederne i 1. halvår. Endelig er det ofte mindre biler med et begrænset kørselsbehov, der dominerer blandt kunderne til helårsdæk.

Og selv om Dækpartner også ser en del nyslåede elbilister, der vælger helårsdæk, ser Henrik Dybdal ingen decideret revolution i forhold til præferencen for vinter/sommerdæk hos det store flertal af bilisterne.

”Vi har faktisk set en fremgang i efterspørgslen på opbevaring på vores dæklager flere steder i landet. Og billedet er fortsat, at bilister, der er afhængige af deres bil i hverdagen og kører meget, vælger sikkerheden i en vinter- og sommerdæk,” siger Henrik Dybdal og tilføjer:

"Men det smitter af også på vores salg, at helårsdæk fra kvalitetsmærkerne de seneste år er blevet betydeligt bedre i form af både holdbarhed og greb på alle slags underlag. Det er noget, som bl.a. FDM for nyligt har omtalt i forbindelse med en stor, tysk test af helårsdæk."

Selvom der er en stigende tendens til at vælge helårsdæk, understreger Henrik Dybdal, at den optimale løsning stadig er at skifte mellem sommer- og vinterdæk.

Det er både på grund af sikkerheden, men også ydeevne, levetid og støjniveau er faktorer, hvor helårsdæk ofte ikke kan levere samme niveau som rendyrkede sæsondæk.

Anbefalet til dig