Tyskerne har et rimelig heftigt ryg for at være "weltklasse", når det kommer til produktion af biler.
De tyske mærker som Audi, VW, Porsche og Mercedes har gennem årtier været favoritter herhjemme, og mange danskere kigger da også syd for grænsen, når drømmebilen skal findes.
Derfor holder mange bilentusiaster øjne og ører åbne, når "Årets Tyske Bil" skal kåres.
Bilmærker som Mercedes, Audi og Volkswagen dominerer ofte, men i år har BMW taget førertrøjen i kampen om den prestigefyldte titel.
BMW 5-serie, inklusive dens elektriske variant i5, blev kåret som vinder af en international jury bestående af 40 motorjournalister.
Det skriver Chip.
Modellen slog konkurrenter som Audi Q6 e-tron og Porsche 911 GTS T-Hybrid og markerede sig særligt som en bil, der kombinerer alsidighed og teknologi i særklasse.
Jochen Goller, medlem af BMW AG’s bestyrelse, modtog prisen ved en ceremoni i BMW Welt og kunne stolt udtale: "Valget af den nye BMW 5-serie som Årets Tyske Bil bekræfter endnu en gang succesen med vores kundeorienterede produktstrategi."
Titlen bryder samtidig en trend.
De seneste seks år har rene elbiler domineret prisen, men BMW’s teknologiåbne tilgang, der kombinerer elektriske og traditionelle drivlinjer, har genvundet juryens gunst.
Det er første gang i seks år, at en model uden rent elektrisk fokus løber med sejren.
Bag prisen står et panel af både tysktalende og internationale motorjournalister, der vurderer bilerne ud fra innovation, ydeevne og markedsrelevans.
Arrangementet støttes af store aktører som Alcantara, Bridgestone og ZF Friedrichshafen, hvilket underbygger prisens betydning i bilverdenen.